Ren nostalgi: Aarhus-biograf viser Polle Fiction

Husker du Sonofon-reklamerne med Polle fra Snave?
Den kiksede ungkarl fra landsbyen på Fyn tog Danmark med storm og blev i 2002 til kultkomedien ‘Polle Fiction’, som blev vist i biografer landet over.
Nu har du mulighed for at gense den mere en 20 år gamle komedie.
Øst for Paradis har nemlig fundet filmen frem fra gemmerne og inviterer til en særlig visning tirsdag den 5. december kl. 21.15.

Kejtet ungkarl fra Snave
Du husker sikkert ”Go’ smag er for de fin’ folk ind i O’nse” og mange andre citater, som blev folkeeje efter filmens premiere i 2002.
Øst for Paradis garanterer, at det bliver ”totalt utidigt” og ”olympisk”, når de præsenterer den nymastererede DCP-udgave af Søren Faulis komedieklassiker.
Den kejtede ungkarl Polle bor stadig hjemme hos forældrene i landsbyen Snave på Vestfyn, hvor han konstant drilles af ‘vennerne’ Heino og Jøgge.
Men da han efter en grotesk arbejdsulykke har udsigt til erstatning, bliver den beregnende blondine Lilian pludselig interesseret i ham.
Mens de starter bryllupsforberedelserne, mærker Polle dog en blomstrende kærlighed til den mørke Solaima henne fra grillen, som imidlertid samtidig jagtes af den liderlige og magtfulde Karsten Kørelærer.
Begrænset antal pladser
‘Polle Fiction’ fulgte op på en række meget populære reklamefilm for mobilselskabet Sonofon, blev en gedigen publikumssucces med over 260.000 solgte biografbilletter og har siden opnået kultstatus.
Ikke mindst på grund af et utal af gimmicks som ‘lagkageåbneren’, der knapper en hel kasse øl op.
Og så har vi slet ikke nævnt mindeværdige fynske guldkorn som ”Først så holder man a’ så holder man u’ og så holder man ve’” – ikke ubetinget woke i dag, men mere end sjovt, hvis man er til Fyn og filmhistorie med fnisende F.
Hvad: Se ‘Polle Fiction’ i biografen
Hvor: Øst for Paradis, Aarhus C
Hvornår: Tirsdag d. 5. december
Der er kun et begrænset antal pladser til filmvisningen, men hvis du er hurtig, kan du sikre dig en billet her