Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Østjydernes foretrukne restauranter i 2014 var…

Af anders@sommersangdigital.dk

Det er blevet tid til at gøre op for det forgangne år, så her får du oversigten over de østjyske restauranter, som i gæsternes øjne har klaret det allerbedst. 

DinnerBooking har lavet en opgørelse over de restauranter i Østjylland, som samlet set har fået de bedste gæsteanmeldelser i 2014. Ikke overraskende har Fru Møllers Restaurant snuppet førstepladsen. Restauranten, der skiftede ejer i august, har gennemsnitligt fået en pointscore på 5.55 ud af de maksimale 6 point af gæsterne siden da. Bagefter følger Kähler Villa Dining med 5.47 point i gennemsnit.

 

Hos Fru Møllers Restaurant skriver gæsterne blandt andet: ”Det er et dejligt sted, der ligger i skønne omgivelser. Det er skønt, at man kan gå rundt og se på dyr og marker og bagefter sætte sig til bords i deres hyggelige restaurant med velsmagende mad.”

Og: ”Hele oplevelsen var rigtig god, og især betjening var en super god oplevelse. Godt tempo mellem retter og rigtig god opfyldning af drikkevarer og tilbehør. 5 stjerner herfra.” Hos Fru Møller Restaurant glæder de sig selvfølgelig over, at de har kunnet holde gæsterne positive, og de positive gæster kan også mærkes på efterspørgslen, fortæller Bodil Møller: – Vi har venteliste på vores brunch til langt hen på foråret, og vi er selvfølgelig glade for, at vi har mange gæster, men kede af, at vi ikke har plads til endnu flere.

 

Gæstefeedback

Gæstefeedbacken foregår på den måde, at personen der har booket bord på restauranten modtager et spørgeskema, hvor han/hun kan bedømme restauranten med en karakter fra 1-6 på følgende parametre: mad, betjening, stemning, samlet vurdering samt værdi for pengene. Den laves af DinnerBooking der administrerer bookinger for over 475 restauranter og caféer. I modsætning til andre brugeranmeldelser kan man kun bedømme en restaurant, hvis man rent faktisk har besøgt den.

 

Samlet top 5 for Østjylland i 2014:

1. Fru Møllers Restaurant, Odder

2. Kähler Villa Dining, Risskov

3. Restaurant Unico, Højbjerg

4. Det gamle Mejeri, Mårslet

5. Nordisk Spisehus, Aarhus C

 

Samlet top 5 for hele Vestdanmark (Jylland og Fyn) i 2014:

1. Lieffroy, Nyborg

2. Fru Møllers Restaurant, Odder

3. Restaurant Essens, Frederikshavn

4. Kähler Villa Dining, Risskov

5. Restaurant Sandgaarden, Ringkøbing

 

Opgørelsen er baseret på data for hele 2014 og i alt 25.158 besvarelser i Østjylland. Med i opgørelsen er 44 østjyske restauranter. Eftersom opgørelsen kun kan laves med restauranter, der bruger DinnerBookings bookingsystem, kan der sagtens kan være andre gode og populære restauranter, som ikke er nævnt.

 

Del artikel

Andre læser også