Gammel bro rives ned: Østjyske Motorvej totalspærres i 16 timer
I forbindelse med udbygningen af E45 Østjyske Motorvej fra fire til seks spor skal den gamle bro for Gesagervej over motorvejen ved <58> Hedensted rives ned.
Både før, under og efter bronedrivningen vil der være gener og omkørsler for trafikanterne i området.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
”Vi ved godt, at borgere og virksomheder i Hedensted allerede er hårdt prøvede. Og desværre bliver det hele lidt mere besværligt, før det begynder at blive bedre igen.
Til september omlægges Gesagervej til det nye forløb og den nye bro over E45 ved Hedensted, og det bliver på mange måder et vendepunkt. Herfra bliver det stille og roligt bedre for trafikanterne i området,” siger projektchef John Kjærsgaard.
Frem til september er der flere gener, som trafikanterne i området bør forberede sig på.
Fra nu og frem til bronedrivningen
Den nye frakørselsrampe fra det nordgående spor på E45 ved <58> Hedensted er taget i brug.
På grund af højdeforskel mellem den nuværende og den kommende bro skal trafikanter følge en omkørsel og køre ad Kildeparken, Kilde Allé og Vestre Ringvej for at komme til Gesagervej og videre derfra.
Det gælder fra nu, og frem til den nye bro over E45 er klar til trafik, og betyder eksempelvis, at trafikanter, som skal til området vest for E45 Østjyske Motorvej, må via omkørselsruten, før de kan køre mod vest.
Den nye bro er støbt og ligger hen over motorvejen i et niveau over dens endelige placering.
Læs også: Ekstraordinær mulighed: Kom helt tæt på byggeriet af det nye stadion i Aarhus Vent eller find andre veje
Når den nye bro fra mandag den 7. juli til torsdag den 10. juli bliver løftet til sin endelige placering mellem klokken 18:30 og 06:00, skal trafikanter i nordgående retning rundt i omkørslen.
Motorvejen er nemlig spærret forbi <58> Hedensted i de tre perioder, så trafikanter vil blive ledt af motorvejen, rundt på omkørselsruten og tilbage på E45.

Trafikanter, der kører i sydgående retning, vil i samme perioder blot skulle køre fra motorvejen ad frakørslen og krydse over Gesagervej, før de kan fortsætte ind på tilkørslen og videre sydpå.
Politihjemmeværnet vil være til stede for at hjælpe med afviklingen af trafikken, som dog ventes at give lidt udfordringer især i nordgående retning på grund af omkørslen.
Kan man undgå at køre på E45 ved Hedensted i aften- og nattetimerne i de dage, så opfordrer Vejdirektoratet til at vente eller finde alternative ruter.
Her totalspærres motorvejen
Under bronedrivningen vil motorvejen være totalspærret mellem <59> Hornstrup og <57> Horsens S fra kl. 17:00 lørdag den 23. august og frem til søndag den 24. august klokken 09:00.
Mens motorvejen er spærret og broen rives ned skal trafikanter på E45 Østjyske Motorvej benytte en omkørsel mellem <59> Hornstrup og <57> Horsens S via rute 170.
Trafikanter, som ønsker at krydse E45 ved Hedensted kan i stedet benytte omkørsel via Ribevej.
Politihjemmeværnet vil være til stede for at hjælpe med trafikafviklingen under hele arbejdet. Men derfor har projektchef John Kjærsgaard nu alligevel en helt klar opfordring til trafikanterne:
”Hvis du har mulighed for det, så planlæg din rejse, så du ikke skal forbi det afspærrede område på E45 og de tilstødende veje. For det kan ikke undgås, at det får betydning for rejsetiden, når vi er nødt til at spærre motorvejen og dermed sende flere trafikanter ud på de mindre veje i nærheden.”
Læs også: Nyt forslag: Gratis parkering ved alle regionens hospitaler Trafikale konsekvenser efter nedrivning
Den sparsomme plads og højdeforskellen mellem den nye og den gamle bro betyder, at det i en periode på cirka tre uger, efter den gamle bro er revet ned, ikke er muligt at køre over E45 ved Hedensted.
Det skyldes blandt andet, at man skal have udlignet højdeforskellen mellem den gamle og nye bro for Gesagervej.
Det vil være muligt at benytte til- og frakørsler ved <58> Hedensted på hver side af motorvejen, men det vil ikke være muligt at krydse broen.
Der vil være skiltet omkørselsrute via Ribevej for trafik, der skal til modsatte side af motorvejen.
Broen på Gesagervej over E45 Østjyske Motorvej åbner igen efter planen mandag 15. september – klar til morgentrafikken.
Læs mere om udvidelsen af E45 og hold dig opdateret på de trafikale gener, mens der bygges på trafikinfo.dk