Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Oishii Wok – brandvarm asiatisk mad

Af Line Ingwar Karlsen

I Nørregade ligger Oishii Wok. Det er samme ejer, som har Oishii Sushi, Saichi og Kung Fu Express i Højbjerg. Vi har spist alle steder. Stilen og smagen er i samme boldgade. Dermed ikke sagt, at maden ikke smager godt, for meget af den smager ganske udemærket. Men lidt mere forskellighed ville være at foretrække, da det jo ikke er en kæde, vi har med at gøre. Hvis vi ser bort fra det, så smagte maden relativt godt. Der er plads til forbedringer. Oishii Wok var ikke det store hit i vores bog. Der er for meget slinger i valsen. Desværre. En opfordring til at oppe sig, er på sin plads.

Oishii Wok i Aarhus C

Der var tale om “hot” mad

Maden var brandvarm ved afhentning. Det er god stil, at maden er varm, når man henter eller får takeaway. Det var tilfældet her. Indpakningen var i alubakker. De var tætlukkede, hvilket gør, alt er på sin plads under transporten.

 

Oksen og en intetsigende sauce

Oksekød i østerssauce. En alt for tynd sauce. Den smagte af stort set ingenting. Der var løg, porre, rød, grøn og gul peber. Grøntsagerne fejlede ikke noget. Maden havde god sødme, lidt over i honning-genren. Oksekødet var mørt, men stykkerne var tynde, hvilket gjorde, at kødsmagen forsvandt. Synd og skam.

En kønsløs omgang fra Oishii Wok i Aarhus C

Kyllingen, der blev væk i karry

Rød karry kan smage helt fantastisk. Men også det modsatte. Præcision med styrke er et must. Hvis den bliver for stærk, overdøver den alt andet. Jeg elsker stærk mad, men ikke hvis maden kun er stærk, uden andet smag. Kyllingen blev helt væk i den stærke karry. Det samme gjorde broccoli, bambusskud, squash, gulerødder, rød peber og porrerne. Det hele smagte af karry. Dermed ikke sagt, at karryen ikke smagte godt, for det gjorde den.

Karry i kylling fra Oishii Wok i Aarhus C

Ingefær med and – det skulle have været..

And med ingefær. Store stykker ingefær. Fair nok, men der var meget af den. Nok også for meget, da den tog meget af opmærksomheden fra and, gulerødder, porrer og hvidløgene. De forsvandt helt, og blev stående tilbage som stenede statister. Måske var det meningen. Jeg ved det ikke. Retten hed And stegt med ingefær og porre i en østerssauce. Men hvis du bestiller den her ret, skal du være overordentlig glad for ingefær. Ellers er bedste råd, at springe den over.

Ingefær i and fra Oishii Wok i Aarhus C

Hvorfor bestilte vi dem her?

Vegetarrullerne med sur-sød sauce. Ingen frituresmag. Tjek. De var overraskende gode, selvom vi ikke kunne huske, hvorfor vi lige netop bestilte dem. Sprøde grøntsager rullet i en fin dej. Perfekt sammen med et dyp sur-sød sauce. Vi fortrød, meget hurtigt, at vi ikke bestilte flere.

En god omgang vegetarruller fra Oishii Wok i Aarhus C

På ingen måde en god oplevelse

Dumplings med kylling, som på ingen måde smagte af kylling. Der var soya til at dyppe dem i. Det løftede dem en smule op. Ikke meget. Kønsløse og intetsigende var dommen.

Dumplings fra Oishii Wok

En overraskende god omgang

Ristet laks på pinde. Super smag. En kraftig marinade stod for smagen. 48 kroner betalte vi for to pinde. Ikke vildt billigt – men trods alt acceptabelt i forhold til et par af de andre retter.

Et par laksespyd fra Oishii Wok

Desserten dumpede, desværre

Panna cotta med jordbærtoppings. En lille, meget lille dessert. Ikke voldsom sød. Konsistensen var noget vandet eller flødeagtig i det. Den virkede ikke oprigtig. Den var der, men desserten faldt igennem. Den skal helt væk, eller så skal den laves om. That’s it. Dumt at sende sådan en ud af huset, bare fordi man skal opfylde tre retter til 138 kroner.

En misforstået dessert fra Oishii Wok i Aarhus C

Det løb langsomt op

Vi måtte slippe 479 kroner. Det var mad til tre personer. Det giver små 160 kroner per hoved. Det er ikke nogen herregård. Vi blev mætte på den gode måde. Asiatisk mad mætter ofte på en god måde. Vi følte, prisen var okay, men billigt var det ikke, men heller ikke dyrt. Du ved sådan  et sted midt imellem.

En omgang mad fra Oishii Wok

Det mener vi

Overordnet en meget jævn omgang takeaway. Maden var varm. Et stort plus. Råvarerne var friske. Grøntsagerne var gode. De var perfekt tilberedte. Portioner var store. Priserne var på en måde fair. Kritikken var, at smagen generelt var for mainstream. Der var for meget sjusk. Den var ikke skarp nok. To retter var for svage. De smagte af ingenting. En ret var alt for stærk, og smagte kun af karry. Generelt var det som stort set alt andet asiatisk mad i Danmark. Tilpasset den danske smag – eller den smag de fleste, nok, ønsker. Ikke for meget kant, ikke for autentisk og ikke for meget smag. Det kan danskerne ikke lide, så det må vi hellere lade være med at kokkerere. Desværre.

 

Oishii Wok

Nørregade 38
8000 Aarhus C
Tlf: 86 88 88 16
kontakt@oishiiwok.dk

Website

 

Del artikel

Andre læser også