Nu starter festivalsæsonen: Oplev mere end 200 artister midt i Aarhus
Har du også hungret efter feststemning og koncerter under åben himmel? Så kan vi glæde dig med, at ventetiden meget snart er forbi.
I denne uge fyldes midtbyen nemlig med musik, når den 29. udgave af SPOT Festival indtager Aarhus.
Her kan du lade dig inspirere i stor stil og finde dit næste favoritband, når mere end 200 fremadstormende artister spiller koncerter på 24 forskellige venues rundt om i byen.
Igen i år har festivalen booket en lang række af de mest talentfulde danske og nordisk kunstnere, så du kan opleve de nyeste musiktrends – uanset hvilken genre du sværger til.
Udfolder sig i hele midtbyen
Siden 1994 har SPOT været udstillingsplatform for nye artister, og undervejs har navne som The Raveonettes, Mew, MØ og Efterklang brugt festivalen til at få luft under vingerne.
Hvis du vil opleve dansk musiks næste store stjerne før alle andre, er Aarhus-festivalen med andre ord the place to be.
Blandt de mere end 200 talentfulde kunstnere, der udgør årets lineup, finder man bl.a. Blikfang, Melodi Ghazal, The Bird og Aggi.
Men også langt mere etablerede navne som PRISMA, Noah Carter og Jung optræder.
SPOT folder sig ud på scener rundt om i det meste af midtbyen.
I år kan du fx komme til koncerter på Institut for X, Train, Voxhall, Salling Rooftop, Ridehuset, Volume Village samt i og omkring Musikhuset, der må betegnes som festivalens hjerte.
Det er stadig muligt at få fat i billetter til årets første store musikfestival i Aarhus.
Hvad: SPOT Festival 2024
Hvor: 24 venues i Aarhus
Hvornår: 3. – 4. maj
Du kan se hele SPOT-programmet og sikre dig en billet lige her