Ordet er frit: Farvel, Skanderborg
Jeg er ikke bitter. Og jeg er ikke med på Smukfest i år.
Eller Skanderborg Festival. Eller Danmarks Smukkeste, som det også har heddet.
Det er der flere grunde til. Der er også flere grunde til, at jeg ikke ærgrer mig.
Voldsomme priser
Priserne er skudt voldsomt i vejret. Hvis man først når inden for hegnet, kan man roligt optage endnu et lån for at betale for mad og drikkevarer.
Årets musikprogram er – trods jubilæet (40 år) – ikke noget, der imponerer. Jo, jeg ville gerne have hørt tv-2, men jeg får nok chancen en anden gang, et andet sted. Spradebassen Robbie Williams er ikke flere tusinde kroner værd, uanset at han kan være underholdende.
At drukne i egen succes
Men det største paradoks for mig at se er den størrelse, som Smukfest har antaget. Den er bogstaveligt talt i gang med at drukne sig selv i sin succes.
Det er svært nok at komme dertil. Toget kører til Skanderborg Station, men derfra begynder udfordringerne for overhovedet at komme frem til den indgang, hvor man skal hente sit armbånd. Og så står den ellers på traveture rundt i skoven i timevis og titusindvis af mennesker overalt.
Gode minder fra 90’erne
Jeg var der første gang i 1990’erne som medhjælper i et lille madtelt, som et par af mine forældres gode venner drev i det område, som dengang stadig havde gratis adgang. Og jeg havde en veninde fra gymnasiet med, smukke Maren.
Vi havde det sjovt. Vi solgte karrysuppe og gryderetter, sov i et lille telt bag boden, hustruen stod i køkkenet, og op ad dagen gik faderen i baren og knappede et par Thor-øl op og supplerede med den rædselsfulde græske hvidvin Retzina.
Det var en fest. Og det var dengang stadig muligt at bevæge sig rundt.
Alle tiders koncert
Min yndlingsoplevelse dengang var søndag aften i 1993, da festen kulminerede. Mine forældres veninde, som skal forblive anonym her, tog mig med ind på festivalpladsen og viste mig nogle tricks.
Hun var en lidt stor kvinde i løst siddende tøj. Først gik hun i “medarbejder-baren” og hentede et par velvoksne drinks, som hun kunne smugle ud under sin trøje.
Derefter gjaldt det om at få gode pladser til aftenens store koncert: Helt ned til venstre for Bøgescenerne – og så ind fra kanten. Det virkede perfekt.
Alle de store på scenen
Dér stod vi og rockede med til den mest fantastiske koncert i mit liv; The Hounddogs All Stars.
Mek Pek, Peter A.G., Thomas Helmig, Caroline Henderson – de fleste af de allerstørste i et vanvittigt, Elvis-agtigt show, der sluttede med fyrværkeri og sagde “tak for i år”, imens man stod dér under bøgetræerne og bare følte sig – nå ja, nærmest lykkelig.
Jeg har senere i anden sammenhæng forsøgt at booke Hounddogs All Stars. Det venlige svar var, at man gerne ville forsøge at samle flokken igen – men startprisen var mindst 300.000 kr.
Prince-episoden
Jeg var også på Smukfest i 2013, da Prince var et hovednavn. Det var dengang, da storhedsvanviddet havde overtaget, og pladsen var ved at udvikle sig til et katastrofeområde, fordi man havde solgt langt flere billetter, end området foran Bøgescenerne kunne bære.
Og jeg var på Smukfest sidste år, ganske vist med et armbånd, der gav adgang hele ugen, men jeg orkede ikke at trampe rundt i bøgeskoven mere end en enkelt dag. Jeg fik et glimt af Kim Larsen, som måtte gennemføre sin koncert siddende på en stol. Få måneder senere døde han.
Innovativ – eller lidt for stor?
Smukfest er kendt for at være innovativ. Der er altid noget nyt at opleve.
Men spørgsmålet er, om Smukfest er blevet for stor. Alt for stor. Alt for mange mennesker stuvet sammen?
Stadig søndagsbilletter
Lige nu er der stadig søndags-armbånd til salg. Også selv om Anne, Sanne og Lis (Linnet, Salomonsen og Sørensen) lukker festen søndag aften. Men alt andet har længe været udsolgt.
