Ordet er frit: Gå bare over sporet – der kommer ingen tog
“Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård (…)”
Sådan skrev St. St. Blicher poetisk om den usædvanligt strenge vinter i 1837/1838. Hans digt fra 1838 blev sat til musik af Thomas Laub i 1914.
Nu skriver vi 2021, temperaturen ligger lige omkring frysepunktet på en lørdag morgen, og ja – Letbanen kører ikke på grund af frost på køreledningerne.
Hvornår bliver vi kollektivt klogere? Hvornår hører man en ansvarlig lokalpolitiker sige de forbudte ord:
“Vi tog fejl!”?
Et misfoster
Letbanen er og bliver et misfoster, der ikke hører hjemme i en mindre storby med kompliceret infrastruktur, voldsom trafik, historisk arkitektur og behov for fleksibilitet.
Der er intet fleksibelt ved Letbanen.
Når skinnerne først ligger der, bliver de liggende. Og toget kører kun dén vej, imens al anden trafik må vige. Når masterne først er rejst, bliver de stående, uanset hvor meget de støjer i byens æstetik. Det er upraktisk, det er grimt, og det er hundedyrt.
Og så kører det som bekendt ikke i koldt vejr. Min sjæl, hvad vil du mere?
Milliard-investering
Ifølge Letbanen selv arbejder man med et budget på 3,5 milliarder kroner, hvor Aarhus Kommune bidrager med 966 millioner kroner. Det skulle have været en halv milliard kroner, men ja, det løb lidt op.
Desuden stiller kommunen, regionen og transportministeren gratis arealerne til rådighed. Grenaa- og Odderbanerne skulle elektrificeres, hvilket heller ikke var gratis. Nå ja, og så kom ekstra udgifter til indkøb af tog, værksted og depot…
Det hele er angivet i 2009-priser, og nu – 12 år senere – er vi så blevet velsignet med første etape efter en ørkenvandring af vejarbejde, afspærringer og forsinkelser. Midtbyen er plastret til med de grimme master og køreledninger, der leder tankerne hen på Østeuropa i de kommunistiske velmagtsdage, og nu fabler fremtrædende politikere om en ny etape i retning mod vest.
Hvad med en bus?
Det vil koste flere års anlægsarbejde, forstyrrelser af trafikken, nedrivninger, ekspropriationer og et eksorbitant milliardbeløb.
Hvad er der galt med grønne, miljøvenlige busser? De støjer ikke, de forurener minimalt, de kan nemt omlægges efter behov, og de kan også køre i frostvejr. Og så lever vi nok med, at vi ikke får Jørgen Leths nasale stemme til at sige “Næste stop: City Vest.”!
Lørdag kl. 10.47 var al kørsel mellem Grenaa og Ryomgaard fortsat indstillet på grund af frost på køreledninger, oplyser Midttrafik. Med al ønskelig ironi er der indsat erstatningsbusser!
“Inderlig jeg længes efter vår, men vintren strænges, atter vinden om til nord!”