Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ordet er frit: Så nemt er det at ruinere en restaurant

Af Søren Holm-Hansen

Jeg kender en restauratør. Han er sur. Og det vender vi tilbage til.

 

Denne kommentar handler om menneskers omgang med hinanden og et utal af mediers mere eller mindre lemfældige omgang med fakta, fortællinger og enkeltpersoners meget individuelle oplevelser.

 

“Vi er mange, der mener…” – dén indledning er vist en klassiker, når nogen har hidset sig op eller set sig sur på noget. Så tager man ligesom hele flokken med i sit brokkeri over alt fra DSB, Letbanen og kommunen til Danmarks Radio og cyklister, bilister og kunst i det offentlige rum. Eller dårlig service.

 

Pen og papir

Men dengang i en fortid, der ikke ligger ret langt tilbage, måtte man sætte sig med pen og pair og formulere sin harme, inden man fandt en konvolut og et frimærke frem og bevægede sig ud til en postkasse for at sende sine pointer til en avis og dens debatredaktion. Og så ellers håbe, at man slap igennem redaktionens nåleøje og fik sine ord publiceret i løbet af dage eller uger.

 

Den tid er forbi. Der er frit løb på Facebook. For bare at nævne et enkelt sted at hænge andre ud på baggrund af sine frustrationer. Det foregår i stride strømme på Google, på Tripadvisor – fortsæt selv – og de såkaldte anmeldelser hænger ved. Sagligt begrundede eller ej.

 

Falsk profil? Intet problem!

Det ville tage mig to minutter at oprette en falsk profil på en tilfældig side og hælde min galde ud over en restaurant, hvor jeg ikke var helt tilfreds med et eller andet. Måske havde kokken en uheldig aften, måske var jeg  i dårligt humør og havde en kort lunte. Men den falske anmeldelse ligger nu på nettet og påvirker fremtidige potentielle kunder. Og jeg skal ikke selv stå til ansvar.

 

Under min opdragelse som journalist lærte jeg, at netop journalister har et særligt ansvar for at tjekke og viderebringe fakta – og sortere alt det andet fra. God journalistik er et filter mellem “vi er mange, der mener…” – og fakta, der kan dokumenteres. Eller professionelles meninger.

 

Lyt til de professionelle

Derfor har ordentlige medier professionelle mennesker til at vurdere, hvordan den ene og den anden restaurant klarer sig i forhold til pris, kvalitet, ambitionsniveau og omdømme.

 

Og derfor er min bekendte, restauratøren, sur. Han har fået en lang række gode anmeldelser fra gæster på sin Facebook-side, på Tripadvisor og på Google. Men indimellem dukker en gæst op, som har en dårlig oplevelse. Maden manglede salt, eller tjeneren virkede lidt vranten, eller den foretrukne forret var udsolgt, så man måtte vælge noget andet…

 

Der er gode grunde til, at den foretrukne forret kan være udsolgt: Enhver ordentlig restaurant køber ind på basis af en vurdering af, hvor meget man kan afsætte. Reducer madspild. Og tjeneren var nok ikke vranten, men bare lidt stresset.

 

“For lidt mad”

Fra et par tilfældige anmeldelser:

 

“Maden kom med flere minutters mellemrum. Og samme tjener blev sur da der blev påpeget en prisfejl på kvitteringen. Kommer IKKE igen.”

 

“Meget dårlig oplevelse og for lidt mad.”

 

Det giver jo ingen mening. Men gæsternes rating tæller i det generelle billede.

 

Frustration trækker ned

Disse sure anmeldelser, som for den enkelte gæst er udtryk for afløb for et par minutters frustrationer, og “nu-skal-jeg-give-dem” – ja, de kan ødelægge en i øvrigt fornuftig forretning. De lægger sig øverst på kommentarsiderne, og de trækker ned i den gennemsnitlige bedømmelse.

 

Og det er netop derfor, at man bør læse og stole på professionelle anmeldere, som ikke bare har en dårlig dag, men som faktisk ved, hvad de taler og skriver om, når de omtaler Michelin-restauranter såvel som hverdags-dining, takeaway-steder, burger joints  eller byens nye pizza-sted.

 

Tag det hele med et gran salt! Men stol – mest – på de professionelle.

 

 

Del artikel

Andre læser også