Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Otte tiltalte dømt for vold og trusler mod 21-årig kvinde

Af anders@sommersangdigital.dk

Retten i Aarhus har tirsdag afsagt dom mod otte personer, to mænd og seks kvinder, der var tiltalt for i forening at have udsat en 21-årig kvinde for grov vold og trusler.

 

Søndag den 5. maj ved 23-tiden kørte en 21-årig kvinde i bil sammen med to af sine veninder, en 22-årige kvinde og en 24-årig kvinde, da den 22-årige, der kørte bilen, pludselig besluttede sig for at køre ud til et skovområde ved Skjoldhøjkollegiet – angiveligt for at ryge en cigaret, har den 21-årige kvinde forklaret.

 

Da de havde opholdt sig i området i noget tid, syntes den 21-årige kvinde, at de to veninder begyndte at opføre sig underligt. Pludselig kom en gruppe kvinder gående imod dem med en hund i snor, og den 21-årige blev bange og forsøgte at trække væk fra gruppen, da den ene af kvinderne pludselig sprayede peberspray i hovedet på hende.

 

Den 21-årige blev efterfølgende revet omkuld på jorden, hvorefter nogle af kvinderne slog, sparkede og trampede på hende, mens de råbte skældsord af hende og truede hende på livet.

 

Planlagt overfald

Seks kvinder, heriblandt den 21-åriges to veninder, og to mænd stod tiltalt for i forening at have planlagt overfaldet på den 21-årige kvinde. En vurdering Retten var enig i.

 

”Min påstand har været, at de otte tiltalte ved forudgående møder nøje havde planlagt det meget grove overfald mod den 21-årige kvinde, så jeg er selvfølgelig tilfreds med, at Retten har dømt de otte tiltalte for i forening at have udøvet vold mod kvinden” siger anklager Jakob Beyer.

 

Den 27-årige hovedmand bag overfaldet blev idømt ni måneders fængsel. Han ankede dommen på stedet. Hans 24-årige lillebror blev idømt tre måneders fængsel for at have kørt bilen, der fragtede gruppen af kvinder til og fra gerningsstedet.

 

De to veninder, der lokkede den 21-årige kvinde ud i skoven, blev hver idømt seks måneders fængsel. Den 24-årige kvinde ankede dommen.

 

Tre af kvinderne på 20, 24 og 25 år blev hver idømt seks måneders fængsel, mens den sidste, en 20-årig kvinde, blev idømt fire måneders fængsel, da hun blot havde holdt hunden, mens overfaldet fandt sted.

 

Den 27-årige hovedmand blev fortsat fængslet efter dommen, mens de øvrige syv tiltalte blev løsladt, da de, med den periode de har siddet varetægtsfængslet, har udstået deres straf.

 

”Nu skal vi have mulighed for at nærlæse dommen, inden der bliver taget stilling til, hvorvidt vi fra anklagemyndighedens side ønsker at anke,” siger Jakob Beyer.

 

Del artikel

Andre læser også