Over 20.000 færre krydstogtsgæster til Aarhus næste år
Det italienske krydstogtsfirma Costa Favolosa har valgt at droppe Aarhus næste år
I år har der været flere krydstogtsskibe og -gæster end nogensinde før i Aarhus, men det ændrer sig næste år, da det italienske firma Costa Favolosa ikke sejler forbi Aarhus.
Det skyldes, at firmaet har valgt at lægge norske fjorde og højlande-ruten om, så den ikke kommer forbi Aarhus. Det betyder, at vi får 23.500 færre passagerer til Aarhus næste år fra 96.500 i år til 73.000 næste år, hvilket svarer til et fald på cirka 24 procent.
“Det er selvfølgelig møghamrende irriterende, at Costa Favolosa ikke kommer her til Aarhus næste år, men siden vi fik det at vide, har vi brugt energien på at hente andre ind. Vi får blandt andet det andet italienske selskab MSC ind, der vil teste Aarhus af næste år. Firmaet har hørt positivt om vores by fra Costa, og vi ved, at vi gør det godt i Aarhus – vi leverer varen, som de siger,” lyder det fra direktør for VisitAarhus, Peer Kristensen.
“Vi er kede af det”
En af dem, der er rigtig træt af, at der ikke kommer lige så mange krydstogtsanløb til byen næste år, er indehaver af Abildskou, Jess Abildskou. Busselskabet står sammen med Strömma for de røde turistbusser hop on hop off. Og lige præcis de busser er fyldt med krydstogtsgæster.
”Vi er rigtig kede af, at der ikke kommer så mange krydstogtsgæster til byen næste år. Det er helt sikkert en streg i regningen for os, for lige nu er udsigten, at der kommer over 20.000 færre krydstogtsgæster til byen næste år sammenlignet med i år,” siger Jess Abildskou.
Det er nemlig især de dage, hvor krydstogtsgæsterne er i byen, at de røde busser er fyldte. ”Det er klart, at vi kommer til at mærke det voldsomt, når der kommer så mange færre,” siger Jess Abildskou.
Det er en problematik, som Peer Kristensen er helt bevidst om. “Jeg kan godt forstå, at han er træt af det. Det er klart, at når Costa kommer med 3780 gæster, og ikke gør det næste år, og der så kommer et andet skib med 1000, så giver det selvfølgelig ikke det samme. Men vi skal også huske på, at der i år har været dage, hvor der har været dobbeltanløb, så reelt set, er det kun to-tre dage, der er i forskel på antallet af dage med krydstogtsskibe,” siger Peer Kristensen.
Kigger frem
VisitAarhus håber, at Costa Favolosa vælger at lægge vejen forbi Aarhus ude i fremtiden, men Peer Kristensen kan også sagtens forstå, at Aarhus er valgt fra i den kommende periode.
“Der er rigtig mange gengangere blandt gæsterne, og de har jo bestilt en tur, der går til de norske fjelde, og selv om de er glade for Aarhus, vil de gerne direkte til Norge, men vi er i diaolog med Costa Favolosa, for at se om Aarhus kan blive en del af en rute i fremtiden, men vi skal passe ind i sejlplanen, for at det kan lade sig gøre,” fortæller Peer Kristensen.
Han understreger, at VisitAarhus er i dialog med en række rederier, da krydstogtsgæster er en gevinst for byen. “I år har været en rigtig god sæson, men vores målsætning har hele tiden været, at vi skal have 30-35 anløb om året, og det lever vi også op til næste år,” lyder det fra direktøren hos VisitAarhus.
Der bliver altid planlagt krydstogtsanløb flere år ud i fremtiden, og derfor kommer dem, som VisitAarhus er i dialog med nu, først til Aarhus om tre-fire år.
KRYDSTOGTSGÆSTER
2015: 11 anløb og 27.485 gæster
2016: 29 anløb og 71.804 gæster
2017: 36 anløb og 82.348 gæster
2018: 40 anløb og 96.500 gæster
Forventning om antal anløb og passagerer til 2019: 35 anløb og 73.000 passagerer