Advarer: Oversvømmelser på veje og stier i Aarhus
Årets første måned er usædvanligt våd.
13 dage inde har vi allerede fået, hvad der svarer til mere end en måneds nedbør, og ifølge TV 2 Vejret styrer januar 2023 mod rekorden som den vådeste nogensinde.
De store mængder regn har mættet jorden og forårsaget oversvømmelser flere steder – og nu har problemerne også ramt Aarhus.
Det får Aarhus Kommune til at sende en advarsel ud på Facebooksiden ‘Trafik i Aarhus’.
“Pas på derude.
Vandet volder problemer på nogle af vores veje og stier. Særligt på den nordlige side af Brabrand Søen ligger der meget vand – overvej alternative ruter, hvis du skal forbi nogle af stederne,” lyder det.
Bliver ikke bedre lige foreløbigt
Opslaget er ledsaget af billeder fra tre berørte områder – nemlig Andebroen, Eskelunden og Stadevej.
Hvornår vandet forsvinder, så veje og stier igen bliver farbare, er svært at spå om.
Ifølge Aarhus Kommune lyder en tommelfingerregel, at det skal holde tørt i en uge til to, før vandet begynder at trække sig tilbage.
Prognoser viser, at det ustadige vejr fortsætter nogle dage endnu, og at vi kan få den vådeste januar nogensinde.
Der er derfor ikke udsigt til forbedrede forhold lige foreløbigt.
Allerede i sidste uge varslede Aarhus Kommune oversvømmelser omkring Brabrandstien.
Her lød opfordringen, at man kører forsigtigt derude, og den gælder i den grad stadig.