Kærlighed og kødboller: Par forlovet på IKEAs parkeringsplads i Aarhus

Har du været igennem IKEA-testen med din partner? Timelange vandringer og svære beslutninger omringet af møbler og (mange) mennesker kan være den ultimative test for parforholdet.
Men for ét par er det blevet rammen for den ultimative kærlighedserklæring.
“Nogen bliver skilt efter en tur i IKEA – min kæreste friede sgu lige til mig foran IKEAs p-plads,” sådan skriver Isabella i en besked til Anders Hemmingsen, som efterfølgende lagde et billede af det nyforlovede par op på sin Instagram.
Siden da er opslaget gået viralt, og er nu nået til IKEA Aarhus, som har inviteret det nyforlovede par på en romatisk middag i IKEAs Restaurant – på deres regning naturligvis.
““Vi vil så gerne fejre jer, så mon ikke I kunne have lyst til at komme forbi vores restaurant for et måltid på vores regning. Vi glæder os til at høre fra jer.”
Menuen stod selvfølgelig på IKEAs ikoniske svenske kødboller og en hakkebøf med bearnaise.
Om brylluppet også skal finde sted i IKEA, siger historien ikke noget om – men den svenske møbelgigant har i hvertfald fået en central rolle i det unge pars kærlighedshistorie.