Start dagen med is: Paradis sætter morgenmads-is på menuen
Hvis man er ægte is-elsker, har man lyst til is morgen, middag og aften.
Det er dog desværre de færreste isbutikker, der serverer is fra morgenstunden.
Men nu er iskæden Paradis klar med nye valgmuligheder på menukortet, og de er skabt til at blive spist som dagens første måltid.
Paradis introducerer nu to morgenmads-bowls – nemlig Acerola Bowl og ACAI Bowl med is.
Synes du, det lyder lidt usundt?
De to bowls indeholder ifølge Paradis masser af c-vitaminer og antioxidanter, så det er ikke så slemt, som det lyder.
Testes i Aarhus
Paradis fortæller, at de nye is-bowls smager friskt og lækkert, og de bliver toppet med granola og kokosnektar fra Unik Foods.
Samtidig har Paradis indgået et samarbejde med Banana CPH, som laver bananbrød af overskudsbananer, og de er således også kommet på menukortet.
Paradis lancerer morgenmaden som en test i isbutikken på Nørregade i Aarhus samt på Sankt Hans Torv i København, og hvis det bliver et hit, kan det være, at konceptet bredes ud til kædens øvrige butikker.
Morgenmaden fås hele dagen fra uge 29, og der kan selvfølgelig også købes kaffe til måltidet.
Hvad: Is-bowls
Hvor: Paradis, Nørregade 40
Hvornår: Fra uge 29