Uventet drejning: Parti vil blokere lukning af GoCollective
Tilbage i september blev GoCollective meldt færdig som operatør i Danmark – og ikke af hvem som helst.
Den kontante udmelding kom fra transportminister Thomas Danielsen, der ved samme lejlighed udtalte, at han har mistet tilliden til GoCollective, der ifølge ministeren leverer togdrift “under al kritik”.
Men nu har sagen taget en uventet drejning. Det skriver TV Midtvest.
Til lokalmediet fortæller Liberal Alliances transportordfører Jens Meilvang, at partiet nu vil blokere lukningen af GoCollective.
“Jeg har givet udtryk for, at jeg var meget utilfreds, og jeg har afprøvet alle muligheder for at finde en løsning.
Nu ser jeg ikke anden vej end at blokere aftalen,” siger Jens Meilvang (LA) til TV Midtvest.
Læs også: Danmarkshistoriens største meningsmåling: Sådan står partierne i Aarhus Forhandlinger om nedlukning
GoCollective hed tidligere Arriva og har været operatør i Danmark siden 2003. De kører på syv midt- og vestjyske strækninger samt mellem Odense og Svendborg.
Togoperatøren har haft et stort antal aflysninger på deres afgange i Midt- og Vestjylland, hvilket ikke stemmer overens med deres kontrakt.
Derfor meddelte transportminister Thomas Danielsen (V) i september, at han ville forhandle med GoCollective om en nedlukning af deres kontrakt, som DSB var udset til at overtage.
Læs også: Fyret af minister: GoCollective er færdig som operatør i Danmark “GoCollectives togdrift er under al kritik. Min tillid til, at GoCollective kan få rettet op på driften, er væk. Derfor begynder jeg nu forhandlinger med GoCollective om nedlukning af deres kontrakt,” sagde transportministeren dengang til TV Midtvest.
Vil passe på medarbejderne
GoCollective delte efterfølgende et statement, hvori de bl.a. skrev følgende om sagen:
“Vi har i dag modtaget udmeldingen fra Ministeren om vores fremtidige drift og kontraktforhold – det ærgrer os oprigtigt, men må respektere den politiske beslutning og gøre klar til de indkaldte forhandlinger.
Vi har gennem længere tid været i dialog med Transportministeriet og tydeligt fremlagt både udfordringer, vi har oplever som togoperatør, og de løsninger vi også har kunnet se.
Det er positivt at se, at passagerernes behov fortsat er i centrum – uanset hvilken retning forhandlingerne måtte tage.
Det, der er vores største fokus her og nu, er at passe på vores dedikerede medarbejdere, som hver dag gør alt for at sikre togdriften. I de mere end 20 år, vi med stort engagement har kørt tog i Danmark, har deres dedikerede indsats været vores største styrke.”