Advarer: Risiko for isslag ved Aarhus
Skal du ud på vejene i morgen- og formiddagstimerne, bør du være ekstra forsigtig.
TV 2 Vejret varsler nemlig isslag i det meste af landet fra nu – omkring kl. 7 – og helt frem til kl. 12.
“Det er en varmfront, der i løbet af dagen skal passere landet med et udbredt regnvejr.
De fleste er dog stået op til let frost, og lige netop dét kan i kombination med dagens regnvejr give meget farligt vejr,” skriver TV 2 Vejret.
Kan ikke altid ses
Tidligere har også DMI udsendt varsel om risiko for isslag i det meste af Danmark mandag morgen.
“Hvis du derfor ikke kan lade bilen stå, så vær ekstra opmærksom, forbered dig inden turen og tag afsted i god tid.
Bemærk at glatføre ikke altid kan ses. Kør derfor forsigtigt, også selv om vejen umiddelbart ser fin ud,” lyder det fra DMI.
Isslag er særligt farligt i trafikken, hvor veje og stier hurtigt kan blive meget glatte.
Hvad er isslag?
Modsat islag, som er vand der fryser til is på overfladen, så forekommer isslag noget sjældnere. Det skyldes, at der skal en helt særlig sammensætning af atmosfæren til for, at vi kan få isslag.
Isslag kræver, at der skal være koldt ved jordoverfladen, og varm luft skal så komme ind i de højere luftlag – ind over det kolde bundlag.
Med sådan en lagdeling af luften kan regndråber fra det varme lag falde ned gennem et koldt lag, sidst i faldet mod overfladen, mens regndråberne bliver kølet ned.
I disse særlige tilfælde bliver regndråberne kølet af til under 0 grader, men uden at de når at fryse til is. Dette kaldes underafkølede dråber.
I det øjeblik de underafkølede dråber rammer jordoverfladen, vil de fryse til is, og de danner et helt klart lag is.
Nogen kender måske dette fænomen, fra når man har prøvet at komme en vandflaske i fryseren, og i det øjeblik man rør ved flasken, fryser indholdet til is, forklarer DMI.