“Det er dælme gået stærkt”: Perle i skjult baggård er blevet en kæmpe succes

Det kan være svært at finde, hvis ikke du kender det.
Det er ikke fordi, at stedet ikke gør opmærksom på sig selv.
De kulørte lamper i alle regnbuens farver foran facaden gør det svært at overse vinbaren, når først du er landet det rigtige sted.
Vejen dertil kan dog være lidt mere kringlet, da MasVino gemmer sig i en skjult baggård på Klostergade.
Se videoen fra vores besøg her:
“Det vælter ind”
MasVino er et gammelt automobilværksted, som i dag er blevet til en varm og uformel vinbar.
Der er dog stadig flere rå detaljer, som har fået lov at blive, der vidner om, at stedet engang husede mekanikere og reservedele.
For et år siden fik MasVino både ny køkkenchef og sommelier, og siden da er det, ifølge sommelier Kennet Rosted Sørensen, gået rigtig stærkt:
“Efter køkkenchefen og jeg tog over for et år siden, så er det dælme gået stærkt. Lidt for stærkt, måske. Det vælter ind med glade gæster, og det summer med liv hernede. Det virker til, at det er begyndt at gå op for folk, at der sker noget hernede,” fortæller han.
Tirsdag kører de med Tirsdags Tapas, hvor man kan komme ind og få “en plade mad”, en sidedish og en hel flaske vin for 350 kroner for to personer.
“Det er lidt mere stille og roligt til dem, der skal have en lille aften, der ikke er for dyr. Onsdag og torsdag kan man køre ala carte og en lidt mindre menu.
Fredag og lørdag er det fuld plade – stor menu og jeg svinger nogle sjove flasker, og trækker noget unik vin op, som vi kører på glas,” fortæller Kennet.
Opgraderet menu og nichevin
På sæsonmenuen finder du lige nu blandt andet grillede figner med serrano, sardiner i krydret olivenolie med brød og grillet citron, stegt hvid fisk med muslingesauce på karry, syltede græskar, æble og sobrasada og sprængt andebryst i varme krydderier med hoisin og appelsin.
Retterne fungerer som delemad, som du kan sidde og nippe til, mens du får et godt glas vin – eller mange.
“Vi har opgraderet maddelen, og jeg har sat fokus på en masse sjov nichevin.
Jeg render og laver mine egne appelsinshots. Vodka, der står og trækker med appelsinskaller i en måned,” fortæller Kommet Rosted Sørensen og fortsætter:
“Maden hernede er en lilesmule spansk inspireret, men vi laver egentlig lidt det mad, vi har lyst til. Vi arbejder med råvarer, der er i sæson nu og her. Vi arbejder med friske grøntsager. Vi kan rigtig godt lide gril,l og i vinterhalvåret kan vi godt lide at braissere ting.”
Vil være et af de fedeste steder i byen
Vinen har selvfølgelig stadig en stor rolle hos MasVino, og der er Kennet ekspert:
“Vi har selvfølgelig både Chardonnay og Riesling, som folk kender, men vi har også en masse unik vin, som mange nok ikke kender endnu, og det kan jeg rigtig godt lide at præsentere folk for.
Vi vil egentlig gerne, at folk kommer både for at prøve maden, men også noget af den fede vin, jeg prøver at sætte fokus på – det kunne for eksempel være vin fra Madeira-øen. Det har man ikke prøvet så tit.”
Både mad og vin er altså i højsædet hos vinbaren på Klostergade, men for Kennet er det også vigtigt, at stemningen følger med, og at folk synes, at det er rart at komme hos dem:
“Folk føler sig hjemme, og vi får at vide, at det er et dejlig varmt hus at komme i. Vi har fokus på høj service, og vi sporer os mere og mere ind på, hvad MasVino kan blive og er.
Vores mål er egentlig bare at sørge for at få lavet et af de fedeste steder i byen,” slutter Kennet Rosted Sørensen.