Farverige salater og hjemmebag: Perle på Jægergårdsgade er et besøg værd
Det er hele farvepaletten, der rammer dine øjne, når du lander hos BIKS på Jægergårdsgade 15.
Og det gælder hele vejen rundt – både i indretningen og på menukortet.
BIKS åbnede i april 2022 og er intet mindre end det, navnet indikerer – en biks, hvor du kan få lidt af hvert, og hvor der både er plads til et kort og et længere besøg.
Her føler du dig hjemme
På bordene skaber Flowerpot-lamper i gule, blå og røde farver sammen med stearinlysenes blafren en hyggelig og hjemlig atmosfære.
Væggene er pyntet med en lækker blanding af plakater, som du ovenikøbet kan købe med hjem, hvis du forelsker dig i en af dem.
I hjørnet af lokalet afspejler en salgsreol BIKS’s kærlighed for at hjælpe små lokale virksomheder. Her kan du købe hæklede tasker, hatte, håndlavede keramikkopper, perlearmbånd og hårklemmer.
BIKS er Ålands lillebror og ligger side om side med caféen, der har været en kæmpe succes lige siden den åbnede.
Et menukort med lidt af hvert
BIKS’s retter er af den slags, der bare ser lidt ekstragodt ud på Instagram.
De bruger alle de bedste og mest farverige råvarer, når de konstruerer deres superlækre salater med smæk på smagen.
“Det skal ikke bare være det basale. Vi prøver at gøre vores menukort det lækrere. Vi vælger de råvarer, som vi godt selv kan lide, og som passer til sæsonen,” siger Signe Marie.
I februar og marts kører BIKS med et tilbud, hvor man kan til sin kaffe kan tilkøbe en bolle med ost for kun 10 kroner.
Bollen er hjemmebagt og varierer alt efter, hvilket humør køkkenpersonalets lige er i. Den er toppet med Arla Unikas havartilignende Koryfé ost.
Lattearten er til UG, og kaffen bliver serveret i en af de smukke keramikkopper.
BIKS lægger både op til, at du får stillet til lille og lidt større sult i deres lokaler, men du kan også nemt tage en salat og en øl med dig herfra på en sommerdag.
“Vi har lige skiftet vores menu. Den skal følge med sæsonens grønt. Vi giver den indimellem et pift, så det ikke altid er det samme, man kan komme her og få,” siger Signe Marie.
På menukortet er der tre forskellige slags sandwich, og så kan du mixe din egen salat.
Du kan se resten af menukortet på BIKS’s Instagram.
En biks for alle
BIKS er en lille oase, hvor alle skal føle sig velkomne.
Man er ifølge Signe Marie mere end velkommen til at tage sin computer under armen og slå sig ned for at læse morgendagens pensum.
“BIKS er for alle. Det er et sted, hvor det også skal føles rart at komme på egen hånd. Os der står bag disken er altid friske på en sludder. VI vil så gerne i dialog med vores kunder,” siger Signe Marie.
BIKS har åbent mandag til fredag fra 8.00-18.00 og lørdag til søndag fra 9.00-18.00.