Peter Mikkelsen fra Frederiks Bar og Bernhardt Natklub
Peter Mikkelsen er medejer af Frederiks Bar og Bernhardt Natklub i Aarhus. Peter har været selvstændig restauratør i nattelivet i godt 5 år, og har drevet restaurationer i både Aarhus, Odense og Skjern. Forinden har han 4 års joberfaring, som afrydder, bartender med videre.
I Aarhus er han i dag partner i Bernhardt Natklub og Frederiks Natklubben. Skru Ned, på Åboulevarden i Aarhus, var Peter også med til at starte, men solgte sig ud af den efter halvandet år.
Er Frederiks Bar kommet godt fra start?
Det korte svar er ja, men vi har kun været i gang i små tre måneder, så vi er langt fra vores fulde potentiale. Det kommer lidt hen ad vejen. Om en 6 -12 måneder er alle de små børnefejl væk. Til den tid kender vi forretningen endnu bedre.
Hvordan går det i nattelivet i Aarhus?
Der er en utrolig hård konkurrence i byen. Den er taget til de sidste 2 år, med mange nye steder – især store steder som presser markedet med priserne. Det ser vi især ved åen. Selv om indkøbsprisen på vores varer stiger, så stiger priserne ikke i nattelivet. Det betyder, at konkurrencen bliver endnu hårdere.
Har du gang i nogle nye projekter?
Negativ svar, altså nej. Jeg er 100% fokuseret på de to forretninger, som jeg er med i nu. Jeg har ikke planer om at starte nye eventyrer op lige foreløbig.
Hvordan vil du beskrive dit forhold til Aarhus?
Jeg har boet her det meste af mit liv, bortset fra 2 år i hhv. Odense og Skjern. Så jeg kender efterhånden nattelivet og branchen godt, da det er der, jeg har slået mine folder, så at sige. Jeg har også studeret i byen og har haft rigtig mange studerende ansat i forretningerne, og derfor har jeg også et godt kendskab til studielivet her i byen. Det liv, som unge har, er ret cool her i Aarhus. Jeg tror ikke, det findes andre steder, ud over København.
Hvad er det bedste ved Aarhus?
Det er svært at svare på. Jeg føler mig vel bare hjemme, og det er her, jeg har skabt mit liv, forretning og venner. Det er en forholdsvis sikker by, og der er ikke de store problemer i nattelivet, som der har været eller som andre byer har.
Hvad mangler Aarhus?
Aarhus er hovedstad for provinsen. Det kan både have sin charme og det modsatte. I forhold til nattelivet, så synes jeg desværre, at en stor del af udviklingen trækkes den forkerte vej. Der er hele prispolitikken og meget, som ligner hinanden. Desværre appellerer det ofte til laveste fællesnævner. Der mangler nogle skøre, anderledes og skæve ting. For eksempel nogle steder som er eksperter inden for et afgrænset område. Nogle som kun kan en ting, men til gengæld er verdensmestre på det. Nattelivet er bredt og alsidigt, men ikke nok. Men publikummet efterspørger desværre ofte bare ”billige fadøl” og er lidt ligeglad med resten.
Hvor går du på bar i Aarhus?
Det er meget forskelligt, og det afhænger af, hvem jeg er ude med.
Men det er alt fra en ”brun tur” i Jægergårdsgade til en tur ved åen med fart på. Jeg opsøger dog gerne lokal charme og gennemførte koncepter, som tiltaler mig. Selvfølgelig kommer jeg der, hvor mine venner kommer, lige som alle andre der går i byen.
Hvor spiser du ude i Aarhus?
Her går jeg meget efter kvalitet for pengene og der, hvor jeg har relationer. Af gode spisesteder kan jeg nævne, Slap Af, Kød, Lava, Grappa, Møf, Castenskiold og Komfur. Men der er også mange andre.
Hvor slapper du af i Aarhus?
Derhjemme! Da jeg er meget ude og arbejder i restaurationsbranchen, har mange relationer, hvor arbejde og fritid smelter sammen, så er det hjemme, jeg slapper af. Fedt nok. Jeg slapper nok bedst af hjemme på sofaen.
Hvad er din yndlingsdrik?
Det må være en Whisky Sour eller Lynchburg Lemonade.