Kæmpe comeback: Verdens største pizzakæde åbner 40 restauranter i Danmark
2009 var et sørgeligt år for alle de danskere, der elsker Pizza Hut’s legendariske pizzaer.
Her lukkede verdens største pizzakæde nemlig deres tre sidste restauranter i Danmark.
Men nu er de på vej mod et vildt comeback.
Pizza Hut bekræfter nu officielt, at de gør comeback i Danmark efter 15 år. Alene i år planlægger kæden at åbne 20 nye restauranter, og over de næste fem år skal det antal fordobles.
Det oplyser Pizza Hut i en pressemeddelelse ifølge Finans.
Flere lokationer er afsløret
Vores søstermedier MigogKbh og MigogOdense har allerede afsløret, at Pizza Hut åbner på Falkoner Allé på Frederiksberg, mens en anden placeres i Tarup Center i Odense.
Begge steder har konkurrenten Domino’s tidligere holdt til.
Der har været rygter om, at Pizza Hut skulle have overtaget alle lokationer fra Domino’s, men det afkræfter den nye pizzaspiller på det danske marked.
“Vi kan dog bekræfte, at vi med succes har sikret flere lokationer (fra Domino’s, red), som vi ser frem til at afsløre i den nærmeste fremtid,” skriver Pizza Hut i en mail til Finans.
Pizza Hut vil dele flere informationer om specifikke placeringer og åbningsdatoer senere på året.
Men med udsigt til hele 40 nye restauranter i Danmark, kan vi ikke forestille os andet, end at pizza-giganten også åbner i eller omkring Aarhus.