Pizzahytten opruster: Nyt indslag i gourmet-klassen
Der er nye retter i ovnen hos Pizzahytten, som netop har lanceret “Ugens Gourmet Pizza fra Angelos-familien”.
Og det er ikke det eneste nye indslag hos restauranten, der er kommet godt fra start i Guldsmedgade og snart åbner en ny filial i Jægergårdsgade.
“Spørg din tjener,” lyder opfordringen på menukortet ud for pizza nr. 17.
Det gjorde vi en kold aften i november, og vi fik serveret en dampende varm og sprød pizza med bresaolo – det lufttørrede og saltede italienske oksekød – foruden tomatsauce, løg, ost og friske grøntsager og krydderurter på en sprød bund, der med fordel har hævet i mindst 72 timer.
Det sidstnævnte er et varemærke i sig selv hos Pizzahytten, hvor chefkokken Angelo og hans sicilianske familie har styr på menuen og håndværket.
Der er pizza – og så er der gourmet-pizza
Gourmet-pizzaen er ny hos Pizzahytten, hvor man ellers de seneste måneder har fastholdt en enhedspris på 69 kroner for alle pizzaer. En gourmet-servering står i 115 kroner.
Ny er også den veganske “Vegana Siciliana” med tomatsauce, vegansk ost, frisk basilikum, grillede champignon og squash, kartofler og cherrytomater. Den serveres for 79 kroner.
Økologi og dyrevelfærd
Pizzahytten går op i kvalitet, og derfor kan man også tillade sig at tage lidt mere for serveringerne end de klassisk pizza-joints.
Her bruger man økologiske råvarer, man importerer selv råvarer fra Italien, og man anvender kød fra dansk og fritgående kvæg. Og så hæver dejen altså i 72 timer og bages ved højere temperaturer, end din egen køkkenovn kan præstere.
Den nye Pizzahytten i Jægergårdsgade ventes at åbne kort efter nytår.
Pizzahytten
Guldsmedgade 17
8000 Aarhus C
www.pizzahytten.dk
Mandag – torsdag kl. 11.30-21
Fredag – lørdag kl. 11.30-22
Søndag kl. 12-20