Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Politiet advarer: Kraftigere røg kan ramme Aarhus

Af Jonathan Sten Drivsholm
Siloen ved Studstrupværket, der brænder. Foto: Presse-fotos.dk
Siloen ved Studstrupværket, der brænder. Foto: Presse-fotos.dk

I løbet af torsdag bredte en markant røglugt sig i og omkring Aarhus.

Røgen stammer fra Studstrupværket, hvor der siden den 22. september har været ild i en silo med omkring 60 tusinde tons træpiller.

Nu advarer Østjyllands Politi i en pressemeddelelse om, at røgen og lugten kan tage til.

“I forbindelse med branden på Studstrupværket har myndighederne besluttet at anvende en ny taktik i brandbekæmpelsen. Derfor er der en risiko for, at der fra torsdag aften vil kunne udvikles en større røgkoncentration end hidtil.

Der er fortsat ingen målelig sundhedsfare for borgerne. Brandvæsnet foretager løbende målinger af røgen i de berørte områder, og situationen følges tæt af myndighederne,” lyder det fra politiet.

Nogle er ramt af kvalme og ubehag

Selvom der ikke umiddelbart er sundhedsfare forbundet med røgen, bør man alligevel være opmærksom.

Det kan generelt være sundhedsskadeligt at indånde for meget røg, særligt for personer med lungesygdomme. Hvis man udvikler tegn på sygdom, fx vejrtrækningsbesvær, skal man derfor kontakte egen læge eller Lægevagten.

“Der er konstateret ubehag i form af kvalme og hovedpine hos borgere i de berørte områder. Hvis man oplever ubehag, skal man gå inden døre, lukke vinduerne og huske at slukke for ventilationen,” skriver politiet.

Branden i siloen ved Studstrupværket bliver håndteret døgnet rundt. Østjyllands Brandvæsen arbejder i den forbindelse tæt sammen med Østjyllands Politi, Styrelsen for Patientsikkerhed, Beredskabsstyrelsen og Aarhus Kommune. 

Det forventes, at at indsatsen vil stå på to uger endnu. Der er ikke fare for menneskeliv, og derfor er indsatsen koncentreret om at begrænse skaderne på siloen mest muligt.

Del artikel

Andre læser også