Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter drab i Sabro: Politiet melder nye detaljer ud

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Opdatering: Den 44-årige mand har netop erkendt, at han dræbte sin egen mor – den 65-årige kvinde – med en kniv. Det skriver Ekstra Bladet, der er til stede ved grundlovsforhøret i Aarhus.

En kvinde blev sent i aftes fundet dræbt i et rækkehus i Sabro.

Politiet meldte her til morgen ud, at de har anholdt og sigtet en mand i sagen og undersøgt stedet hele natten.

Nu er der nyt i sagen.

I en pressemeddelelse skriver Østjyllands Politi, at der er tale om en 65-årig kvinde.

Manden, der er anholdt og mistænkt for at have slået kvinden ihjel, er 44 år gammel og i familie med kvinden.

I fuld gang med at efterforske

Onsdag aften kl. 23.12 modtog politiet en telefonisk anmeldelse om, at en kvinde var blevet dræbt på en adresse i Sabro.

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor en 44-årig mand kl. 23.25 blev anholdt uden dramatik.

Den 65-årige kvinde blev erklæret død på stedet af en tilkaldt læge. De pårørende er nu blevet underrettet.

”Vi er i fuld gang med at efterforske sagen og har været i gang hele natten.

Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at andre har været involveret i episoden,” lyder det fra vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, der er efterforskningsleder hos Østjyllands Politi.

Sigtet for drab

Torsdag kl. 12.30 vil den 44-årige mand blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aarhus.

Han er sigtet for at have slået den 65-årige kvinde ihjel.

Anklagemyndigheden anmoder om dørlukning til grundlovsforhøret.

Østjyllands Politi har natten igennem været til stede på adressen, og her til morgen er de tekniske undersøgelser blevet afsluttet. 

Af hensyn til efterforskningen har politiet ikke yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.

Del artikel

Andre læser også