Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Opholdsforbud kan blive nødvendigt i Østjylland

Af anders@sommersangdigital.dk

Østjyllands Politi vil ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at udstede opholdsforbud, hvis borgerne bliver ved med at stimle sammen på de samme områder. Nu sættes der advarselsskilte op på fire udvalgte steder.

 

Den seneste uges tid har Østjyllands Politi konstateret, at der er begyndt at være flere mennesker på gader, i skove, parker og ved strandene. Mange samler sig de samme steder, og derfor har Østjyllands Politi nu besluttet at sætte advarselsskilte op på fire udvalgte steder for at gøre opmærksom på, at politiet kan lukke områderne, hvis der er for mange forsamlet – der er tale om:

 

  • Bellevue Strand, Risskov
  • Den Permanente, Risskov
  • Tangkrogen, Aarhus C
  • Mølleparken, Aarhus C

 

”Vi ønsker at sende et meget klart signal om, at borgerne er nødt til at tage det her alvorligt. Det kan ikke nytte noget, at der er nogle steder, hvor man sidder side om side og ikke respekterer myndighedernes anbefalinger. Hvis den adfærd fortsætter, så kan det ende med, at vi helt forbyder ophold de pågældende steder,” siger fungerende politidirektør Marian Thomsen.

 

Østjyllands Politi vil føre tæt tilsyn med de fire steder og vil også løbende vurdere, om der er andre steder i politikredsen, hvor der vil være behov for at sætte advarselsskilte op.

 

”Jeg vil gerne på det kraftigste opfordre til, at man generelt tænker sig om, når man gerne vil ud og nyde det gode vejr. Hvis man kan se, at der er mange mennesker, der hvor man havde planlagt at slå sig ned, så find et andet sted,” siger Marian Thomsen.

 

Fakta om opholdsforbud

Ophold i et område, hvor der er udstedt opholdsforbud, kan herefter medføre bøde for alle, der opholder sig i området uanset antal. Det vil dog stadig være tilladt at passere igennem området, fx løbe tur, lufte hund m.v. Bøden er på 2.500 kroner og kan stige i gentagelsestilfælde.

 

Forbud mod ophold kan alene udstedes for mindre, afgrænsede områder som fx parker, pladser, strande, veje, forlystelsesparker, banegårde og lufthavne, forretninger, indkøbscentre i åbningstiden, campingpladser.

 

Forbud kan ikke udstedes for større områder, f.eks. en bydel.

 

Reglerne om opholdsforbud fremgår af § 10 i “Bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler i forbindelse med håndtering af covid-19”.

 

 

Del artikel

Andre læser også