Uro i Aarhus: Politi og brandvæsen beskudt med fyrværkeri
Nytårsaften i Aarhus var i det store og hele både festlig og fredelig, men politiet måtte dog notere sig flere sager i løbet af aftenen.
Især var der episoder med folk, der havde problemer med at pege fyrværkeriet i den rigtige retning, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I løbet af aftenen måtte brandvæsnet rykke ud til nogle containerbrande i Rosenhøj, og her blev brandfolkene udsat for en voldsom oplevelse.
De blev nemlig beskudt med fyrværkeri.
Politiet sendte derfor flere patruljer ud for at skabe ro, men også de blev kortvarigt beskudt, inden der faldt ro på området.
Det lykkedes ikke at finde frem til gerningsmændende, oplyser Østjyllands Politi.
Affyrede raket i vandret position
Udover de nævnte containere brød også flere biler i brand nytårsaften i Rosenhøj, ligesom også Brabrand var ramt af container- og bilbrande.
Sagerne undersøges fortsat af politiet, der har en formodning om, at fyrværkeri har startet de fleste af brandene.
Det var ikke kun i Rosenhøj, at folk skabte uro ved deres brug af fyrværkeri – også i midtbyen var den gal.
På Store Torv blev en 22-årig mand anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen, da en patrulje så, at han fyrede en raket af i vandret position.
Raketten fløj gennem luften og eksploderede i nærheden af nogle mennesker, der befandt sig på torvet.
En anden 22-årig mand blev set gå rundt og fyre ulovlige kanonslag af. Han blev sigtet efter fyrværkeriloven, og to kanonslag, som han stadig havde på sig, blev beslaglagt.
24-årig udsat for vold
På Lille Torv opdagede en patrulje, at en 20-årig mand kastede et bomberør mod en gruppe mennesker, hvorefter det landede på jorden og skød rundt i vilkårlige retninger.
Betjentene anholdt straks den 20-årige, der blev sigtet for at forvolde fare for andre. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde nogle tramadol-piller på sig.
Også på Silkeborgvej opstod der uroligheder relateret til fyrværkeri.
En 24-årig mand kontaktede natten til søndag politiet og fortalte, at han var blevet udsat for vold på gaden.
Episoden fandt sted omkring kl. 00.15, da den 24-årige stod på gaden sammen med nogle venner.
Ifølge den 24-årige havde en gruppe mænd kastet med kanonslag tæt på ham, og det medførte en diskussion, der endte med, at en af mændene slog ham med knytnæve i ansigtet. Herefter løb mændene fra stedet.
Den 24-årige pådrog sig nogle behandlingskrævende skader efter overfaldet, oplyser Østjyllands Politi.
Politiet efterforsker nu sagen nærmere.