ANNONCE
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kendt restauratør udvider: Åbner spisesteder på Aarhus Ø

Af Freja Dumont

Italienske retter som sprøde pizzaer, hjemmelavede pastaretter og små deleretter og de såkaldte cicchetti’s, er alle velkendte retter for dem, som har spist på én af Jakobsen & Co.’s italienske restauranter Grappa Deli og Piccolo.

Snart kan man nyde de to italienske restauranter – nu med udsigt til vand og byliv ved Havnebadet på Aarhus Ø.

Endda med et nyt skud på stammen, som bliver en klassisk fransk bistro.

God beliggenhed med den rette mavefornemmelse

Det snarligt færdigbyggede byggeri Karréerne kommer til at huse de to restauranter, som vil få placering i Hotelkarréen med direkte udsigt og stort udeserveringsområde mod Bassin 7.

Beliggenheden har været vigtig for Uffe Jakobsen, der står bag restauranterne, da han skulle finde lokalerne til de nye restauranter:

”Aarhus Ø er et spændende område, hvor der sker rigtig meget lige nu. Og lige netop Bassin 7 og Karréerne er bare den helt rette placering for os.

Vi vægter gode solforhold og plads til udeservering meget højt, og vi er slet ikke i tvivl om, at Karréerne er den bedste placering i forhold til dette,” fortæller Uffe Jakobsen.

Men det har ikke kun været gode solforhold, der har været afgørende for Uffe Jakobsen. Han har fulgt projektet over flere år, og mavefornemmelsen omkring områdets potentiale er god.

Den er og har altid været vigtig for Uffe Jakobsen, når han har udvalgt nye lokationer til sine restauranter.

Derudover er det daglige leben og trafikken af gående langs promenaden ved Bassin 7 også en af grundende til, at valget faldt på Karréerne.

Fransk bistro, italiensk restaurant og take away

De to nye restauranter er fordelt på to lejemål i Hotelkarréen, hvor Piccolo og Grappa Deli er i samme lokale og den nye franske bistro er ved siden af.

Den franske bistro er et nyt initiativ, som Uffe Jakobsen glæder sig til at søsætte. Hvad restauranten præcist skal hedde samt hvad menukortet skal indeholde, er ikke helt på plads, men det bliver en fransk bistro i sin klassiske forstand.

Piccolo og Grappa Deli får samme format, som man kender det fra beliggenheden på Nordre Strandvej i Risskov og på Åboulevarden, hvor det er det italienske køkken i en kombination af restaurant og take away.

Den helt rette restauratør

For bygherrerne bag Karréerne Bassin 7 erhverv ApS har Uffe Jakobsen været den helt rette restauratør til erhvervslokalerne i det nye byggeri:

”Bassin 7 er kendt for at være et sted, der emmer af god stemning, hygge, fællesskab og gode spiseoplevelser for alle. På kort tid er Bassin 7 blevet en destination i byen.

Så for os var Uffe Jakobsen og hans restauranter det helt rette match til at supplere de andre restauratører ved Bassin 7.

Jeg er utroligt glad for, at en så erfaren og dygtig restauratør som Uffe har valgt være en del af livet ved Bassin 7, og jeg er sikker på at dette bliver en stor succes til gavn for både Aarhus Ø og resten af byen,” fortæller byudvikler Rune Kilden.

Den endelige åbningsdato er ikke fastsat, men det bliver i foråret 2023.

Del artikel