Luksusversion: Populært bageri klar med Mælkesnitte
Det er få ting, der emmer af nostalgi i samme grad som dét at sætte tænderne i to kakaobunde med hvidt fyld imellem.
Derfor kunne vi simpelthen ikke holde snitterne væk, da vi fik nys om, at populære Emma Emma har fået den ikoniske snack på hylderne.
Gemmer på frugtig overraskelse
Mælkesnitten ligner til forveksling den gode gamle fra Kinder – bare i en større udgave. Men tager du først en bid af den nye kreation, står det hurtigt klart, at den ikke er helt som klassikeren.
Emma Emmas mælkesnitte er mere robust og cremet forstået på den måde, at bundene er tykkere, og der er mere fyld at komme efter.
Det klager vi bestemt ikke over – tværtimod!
Mascarponecremen med honning og vanilje er fløjlsblød, blid og velsmagende, men det er overraskelsen inderst inde, der stjæler showet.
Abrikos/passions-marmelade er frisk, frugtig og falder i rigtig god jord hos vores smagspanel.
Dog er der så meget af den, at den er lige på grænsen til at overdøve mascarponecremen, så vi kunne godt ønske, at forholdet mellem de to var en anelse bedre afstemt.
Når det er sagt, er helhedsindtrykket utvivlsomt, at Emma Emma har skabt en lækker luksusversion af Kinders ikoniske klassiker.
Mælkesnittens to kakaobunde er bagt med karamelchokolade, og de tager stikket hjem.
Emma Emmas mælkesnitter koster 25 kroner stykket, men så får du altså også en velvoksen luksus-snitte.
Snitterne kan købes i butikken og tages med eller nydes i caféen på Gammel Munkegade 5.