Slut med 10 tommelfingre: Populært Handywoman-kursus kommer til Aarhus

Er du træt af at være afhængig af andre, når du skal have hængt et billede op, sat strøm til en lampe eller samlet dit nye skab?
Så er det her en god nyhed.
For flere dage i 2023 har du mulighed for at tage boremaskinen i den anden hånd og deltage i et certificeret handywoman-kursus, når den pink “Handywoman Truck” endnu en gang lægger vejen forbi Aarhus.
Næste gang er allerede den 29. april ved DOKK1. Se alle datoerne for Handywoman-kurser i Aarhus lige her.

Bliv i stand til at klare basis-håndværk
Det bliver ikke et kursus med stillesiddende kaffedrikning, når Jeanne Maria Fjorback, som står bag Handywoman.dk, inviterer til håndværksworkshop i sin pink truck.
Til gengæld vil der være bobler, snacks og opgaver såsom at hænge hylder og knagerækker op, fixe et dryppende blandingsbatteri, montere lamper i lampeudtag m.m.
”På mit kursus bliver der rig mulighed for at teste alt det værktøj, der hører sig til en basis-værktøjskasse.
Ikke nok med at værktøjet afprøves og giver deltagerne en fortrolighed om brugen, så vil de også lære de mest basale gør-det-selv opgaver i hjemmet.
Jeg vil desuden lære kvinderne lidt om valg af skruer, plugs, bits, bor osv. I dette forum kan man stille alle de “dumme” spørgsmål, man overhovedet skulle have,” siger Jeanne Maria Fjorback, som i 6 år har arbejdet som handywoman, hvor hun løser store som små håndværksmæssige opgaver hos private.
Samtidig har Jeanne stået for handywoman-kurser, som over 2000 kvinder har deltaget i gennem tiden. Psst.. du får også et flot, pink certifikat på, at du har gennemført kurset.
Lyder det for noget som dig, din veninde, søster, mor eller hende med 10 tommelfingre, så kan I tilmelde jer lige her.