Gør et kup: Tøjmarked indtager populær kaffebar
Trænger forårsgarderoben til at blive piftet op med et genbrugskup eller to, så er det om at kigge forbi Fikumdik Kaffe på søndag.
Her inviterer Flagstang Markeder nemlig indenfor fra kl. 10 til 15.
Markedet er nok bedst kendt fra Mølleparken, hvor det foregår under åben himmel i sommermånederne, men indtil da er det rykket indenfor.
“Kom og få varmen, drik en lækker kop kaffe, nyd hyggen og find guld på loppemarkedet.
Det bliver skønt, afslappet og virkelig hyggeligt – den bedste måde at tilbringe sin søndag i Aarhus på!” lyder ordene fra arrangørerne.
Alt fra vintagetøj til interiør
Flagstang Markeder er en tilbagevendende begivenhed, som normalvis afholdes en gang om måneden.
Markedets stande er meget varierede, og der sælges både næsten nyt, lettere brugt vintage- og retrotøj samt sko og smykker.
Derudover kan du som regel finde vintage- og retrogenstande til boligindretningen – lige fra kageruller til keramik og ofte også brugt legetøj til børnene.
Hvad: Flagstang Markeder
Hvor: Fikumdik Kaffe på Trindsøvej 4
Hvornår: Søndag den 16. april kl. 10-15
Bag markederne står Sara Tusindfryd, der er opvokset i Aarhus og bosat i midtbyen. Gennem 10 år har hun arbejdet med musik og kultur i Aarhus, og hun brænder for at skabe liv i byen.
Sara Tusindfryd stiftede Flagstang Markeder i 2010, og siden da har hun afholdt masser af markeder i midtbyen.
Der er altid fri adgang til markederne, og alle er velkomne.
Søndagens marked finder som nævnt sted hos Fikumdik Kaffe fra kl. 10-15.
Du kan læse mere om markedet lige her