Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor donation: Populært show i Aarhus får millioner

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Det Kongelige Teater
Foto: Det Kongelige Teater

Takket være en generøs donation fra Salling Fondene har de populære udendørsforestillinger ved Moesgaard Museum fået et afgørende rygstød, der gør det muligt at fortsætte traditionen med det store teatershow under åben himmel de næste 6 år.

Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

Salling Fondenes foræring lyder på hele 7,58 millioner kroner, der skal dække omkostningen til leje af publikumstribunen til de næste tre udendørsforestillinger ved Moesgaard.

Nordeuropas største sceneshow

Donationen betyder, at Det Kongelige Teater igen i 2026, 2028 og 2030 kan byde publikum i Aarhus velkommen til storslået udendørsteater på en naturskånsom tribune ved museet.

”Det Kongelige Teaters forestillinger under åben himmel ved Moesgaard, hvor nationalscenen udfolder al sin teatermagi i Aarhus, er helt fantastiske og er allerede en god tradition i Aarhus.

Det er en stor glæde, at vi i Salling Fondene i lighed med tidligere år kan være med til at muliggøre, at rigtig mange borgere på tværs af generationer kan opleve scenekunst af høj kvalitet midt i den smukke danske natur i årene fremover,” lyder det fra Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Stor donation: Populært show i Aarhus får millioner
Foto: Det Kongelige Teater

Udendørsforestillingerne er Det Kongelige Teaters suverænt største forestilling og Nordeuropas største sceneshow, som involverer et stort skuespillercast, mange lokale frivillige statister og masser af teatermagi.

Om Det Kongelige Teaters udendørsforestillinger:

  • Over 285.000 har set Det Kongelige Teaters udendørsforestillinger ved Moesgaard Museum til Røde Orm (2017), Kong Arthur (2019), Hobbitten (2022) og Ragnarok (2024)
  • Samarbejdet mellem Aarhus Kommune, Det Kongelige Teater og Moesgaard Museum er blevet forlænget til og med 2030.
  • Udendørsforestillingerne ved Moesgaard har en meget høj brugertilfredshed.
  • I 2026 kommer Snedronningen til Moesgaard, Kim Fupz Aakesons genskrivning af H.C. Andersens eventyr.

Tiltrækker mange tusinde

Traditionen med udendørsforestillinger ved Moesgaard startede i kulturåret 2017 med Røde Orm.

Siden har tusindvis af publikummer oplevet det store sceneshow fra tribunen.

”Ikke alene er udendørsforestillingerne ved Moesgaard af største vigtighed for Det Kongelige Teater, fordi de betyder, at nationalscenen får besøg af et helt andet publikum end dem, der typisk kommer i de københavnske huse.

Det er også en tradition, der har slået lokale rødder, når masser af frivillige hjælper med at stable det hele på benene.

Salling Fondenes donationen er et altafgørende rygstød til en begivenhed, som bringer Det Kongelige Teater til Jylland på allermest overbevisende vis,” udtaler skuespilchef ved Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov.

Senest har 60.000 set Ragnarok, som netop er afsluttet, og dermed ligger Det Kongelige Teaters største scene ved Aarhus.

Del artikel

Andre læser også