Nordens bedste gourmetpizza: Prisvindende pizzamager åbner nyt spisested i Aarhus

“Dette er ikke bare en restaurant. Det er en nysgerrig, kulinarisk affære, hvor hver eneste bid fortæller en historie.”
Sådan beskriver Nadia Karmil sit nye spisested i Lighthouse.
Du kender måske Nadia fra Melværk, som hun står bag sammen med sin forretningspartner Sharif Marjan.
I februar sidste år vandt hun titlen Nordic Best Gourmet Pizza med pizzaen Gin Apple Pie ved Pizza Champion Cup 2024. Og netop den finder du på menuen hos hendes nye sted på Aarhus Ø: Nadia Karmil.
“Man skal komme her, hvis man er nysgerrig på at få en oplevelse, hvis man er åben for at lære og craver noget dybde. Det er et sted, der kan overraske. Kombinationerne er skøre. For hvem laver lige en pizza med æble, timian og gin?” siger Nadia Karmil med et grin, da MigogAarhus besøger hende kort efter åbningen.

Et second home
Logoet “11 Karmil” er heller ikke uden betydning. 11 er både Nadias fødselsdato og et engletal for, at du er på rette vej, mens Karmil er hendes efternavn. Et navn, som hun selv har skabt som en kombination af hendes sønners navne: Karim og Milan.
Målet med Nadia Karmil er at skabe et “second home”, hvor man har lyst til at være, selv efter en dårlig dag.
Det skal være hjemligt og roligt, mens teamet sørger for, at du er i gode og trygge hænder.
“Der er en rød tråd mellem, hvad jeg står for, og hvad stedet er blevet til. Jeg kan stå fuldt inde for hele oplevelsen,” fortæller Nadia Karmil.
Derfor gav det helt sig selv, at spisestedet skulle opkaldes efter hende selv.
Vækker alle sanserne
Når du besøger restauranten, får du en samlet menu med fem serveringer. Der er tænkt over hver en detalje, og råvarerne er af den bedste kvalitet.
Her får du både starters, som Nadia kalder “Indulgence”, til at vække appetitten, “The Opening”, “Stories”, som er selve hovedretten, “Renewal”, Nadias svar på en mundrenser og “Outro”, der er prikken over i’et på oplevelsen – selvfølgelig desserten.
Menuen afspejler altså i den grad Nadias formål med stedet: at skabe en oplevelse, der vækker sanserne, hvor menuen fortæller en historie. Derfor kalder hun også selve menuen for: “Conscious Culinary Affair”.
“Det føltes rigtigt at gøre det lige nu. Hvis du ikke risikerer, vil du altid tænke, hvad nu hvis? Det har været en drøm.
Mit arbejde er en del af, hvem jeg er. Jeg elsker det, jeg laver. Jeg elsker at arbejde med mennesker, at have gæster på besøg og at lave mad intuitivt og innovativt,” fortæller Nadia.

Rabarbervin og æblebobler
Drikkekortet er heller ikke, som det du finder på de fleste andre restauranter. Det er nemlig “non-alcoholic”. Til gengæld finder du både rabarbervin, æblebobler, kombucha og diverse signaturcocktails – nøje udvalgt for at fremhæve retterne mest muligt.
Isen på menuen er udviklet i samarbejde med Jonas fra Ishuset på Marselisborg Havn og er en helt særlig variant, som Nadia kun har smagt i Sydfrankrig.
Derudover står hun selv bag alle kreationerne på menukortet, som byder på alt fra en pizza inspireret af Riis Skov, som hun havde med til Pizza World Championship i Parma sidste år til hendes egne signatur cannoli.
Hvis du vil besøge Nadia Karmil, skal du senest booke bord dagen før.
De prepper nemlig menuerne alt efter, hvor mange bookinger de har for at undgå mest muligt madspild.
Der er plads til ca. 26 gæster i restauranten, så det er med at booke i god tid.
Nadia fortæller dog, at man altid kan ringe eller sende en mail og høre, om de alligevel har plads.
Du finder Nadia Karmil på Helga Pedersens Gade 37, og restauranten har åbent ved forudgående booking fra onsdag til lørdag fra kl. 18:30.