Hvilken er bedst?: Pumpkin Spice-sæsonen er skudt i gang
Den 7. september skete der noget ganske særligt i Aarhus – og resten af Danmark.
Efter måneders sommerhi afslørede Starbucks, at den legendariske Pumpkin Spice Latte var tilbage.
Den ikoniske efterårsdrik, med sin karakteristiske krydrede smag af græskar, kanel, muskatnød og nelliker, har opnået kultstatus i USA – og også i Aarhus er den utroligt populær.
Starbucks i Salling har endda afsløret, at den siden lanceringen har udgjort halvdelen af alt, de har solgt.
Kaffebar-kollegaen, Espresso House, har selvfølgelig også kastet sig ind i kampen om den bedste Pumpkin Spice Latte.
Men kan de konkurrere med klassikeren fra Starbucks?
Det satte vi os for at finde ud af.
Espresso House
“En sød latte krydret med græskarsmag toppet med flødeskum og kanelknas.” skriver Espresso House om deres bud på en Pumpkin Spice Latte.
Vores egen anmeldelse lyder, at det primært var smagen af kaffe, der trådte igennem. Derudover fornemmede vi en kakaoagtig undertone, der ikke umiddelbart bidrog til den krydrede smag, vi normalt forbinder Pumpkin Spice Latte med.
Smagsmæssigt var vi nærmere en mild chailatte.
Kaneldrysset ovenpå flødeskummet gav et fint pift til drikken og tilføjede da en let krydret note, men altså ikke noget vildt og voldsomt.
Espresso House’s version var alt i alt sød og lækker, men ikke det mest autentiske bud på en Pumpkin Spice Latte.
Starbucks
Men blev vi ikke væltet bagover af Espresso House’s version af Pumpkin Spice Latte, er det en helt anden sag med Starbucks.
Her blev vi næsten overvældede over mængden og smagen af krydderier, og man kunne tydeligt smage både muskatnød, allehånde, ingefær og kanel lige fra første tår.
Starbucks’ version var ikke så sød som Espresso House’s, og det var helt klart krydderierne, der stjal rampelyset – og dét kunne vi virkelig godt lide.
Konklusionen må altså være: Hvis du ikke er bange for at omfavne vinterens mest hardcore krydderier (selv i flydende form), så er Starbucks’ uovertrufne klassiker uden tvivl det rette valg.
Dog vil vi gerne rose Espresso House for at have skabt deres egen unikke version, der helt sikker er perfekt til dem, der måske er nye i Pumpkin Spice-gamet … og foretrækker deres krydderier i småkageform.