Halshugget i Aarhus: Putins hoved efterlyses
RADIO IIII har tidligt mandag udstillet en buste, der forestiller Vladimir Putin i Universitetsparken i Aarhus.
Men efter bare seks timer i den centrale park er Putins hoved blevet skåret af og fjernet fra stedet.
En medarbejder fra Aarhus Kommune har fundet resterne af Vladimir og piedestalen, som er sendt tilbage til radiokanalens adresse på Banegårdspladsen.
Derfor efterlyser RADIO IIII nu Putins hoved.
Opført af anonyme kunstnere
Busten, der forestiller Vladimir Putin, er blot en af fem buster, som i dag er blevet sat op forskellige steder i landet på radiokanalens initiativ.
I København kan man finde buster af Benjamin Netanyahu, Kim Kardashian og Elon Musk, mens Mette Frederiksen er at finde i sin fødeby Aalborg.
Her er busterne sat op
De fem buster er opført af anonyme kunstnere og måler hver især knap to meter med piedestal. De er fordelt på fem lokationer rundt omkring i Danmark, hvor danskerne kan tilgå dem døgnet rundt – med undtagelse altså af Putin i Aarhus, som er blevet stjålet:
Benjamin Netanyahu: Sønder Boulevard, Vesterbro, København
Elon Musk: Sankt Hans Torv, Nørrebro, København
Kim Kardashian: Vor Frue Kirke, København
Mette Frederiksen: Ved rådhuset, Aalborg
Vladimir Putin: Universitetsparken, Aarhus
De fem buster er opført af anonyme kunstnere og måler hver især knap to meter med piedestal.
RADIO IIII har efter eget udsagn doneret busterne til Danmark.
En usædvanlig donation
Baggrunden for den usædvanlige donation er ifølge radiokanalen, at magten er blevet stadig mere kompleks og stadig sværere at holde ansvarlig i en global virkelighed.
“Som oftest er statuer en hyldest til vores fælles forbilleder og dem, vi som samfund er blevet nogenlunde enige om er vor tids helte.
Men som vi ser det, er det lige præcis det modsatte, der er brug for: Vi skal konfronteres med den magt, vi ikke bryder os om og knap nok orker at læse om i aviserne,” siger Nikolai Thyssen, ansvarshavende chefredaktør for RADIO IIII.
Læs også: Hørte du det?: Alarm udløst i restauration midt i Aarhus Derfor skal de fem statuer ikke betragtes som en hyldest, men som en invitation til at se magten an, stille de svære spørgsmål og selv tage stilling til den verdenssituation, vi befinder os i.
»Den farligste magt er den, du ikke kan se. Derfor har vi fået lavet buster af så forskellige magtmennesker som Kim Kardashian og Benjamin Netanyahu.
Det er hverken simpelt eller rart, men måske er det netop det, der er brug for: Oplysning om det, der er svært, og det, der deler os,” siger Nikolai Thyssen.