Rammer morgentrafikken: Stadig store problemer med togtrafikken

I går eftermiddag fik Banedanmark pludselig store problemer med det digitale signalsystem i det meste af Jylland.
Det medførte bl.a., at samtlige tog holdt stille mellem Aarhus H-Aalborg/Aalborg Lufthavn.
Men selvom en del af problemerne er løst, er der stadig store problemer fredag morgen.
“Banedanmark har fejl på fjernstyringen af signalerne. Derfor kører der færre tog mellem Aarhus H og Aalborg St. samt Aalborg Lufthavn fredag morgen og formiddag,” skriver DSB i en meddelelse.
Derfor kører Intercitytog kun én gang i timen – og IntercityLyn kører slet ikke.
“Der er bestilt Togbusser til at supplere togene, men vi mangler at få dem bekræftet,” skriver DSB.
Man forventer at kunne køre igen fra omkring kl. 12.
Banedanmark er i gang med at udskifte de gamle analoge togsignaler med nye digitale signalsystemer. De er allerede implementeret på en række strækninger og arbejdet sker frem imod 2033.