Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Netop meldt ud: Rapkonge og hitmager fuldender årets Grøn-program

Af Freja Dumont

I dag kan Tuborg og Muskelsvindfonden løfte sløret for de sidste to navne, som fuldender årets Grøn-lineup.

Der er tale om den legendariske rapkonge L.O.C. og hitmageren Andreas Odbjerg, der sammen med AQUA, Artigeardit, Benjamin Hav & Familien, Medina, MØ og Saveus udgør årets lineup. Det skriver Grøn Koncert i en pressemeddelese.

Grøn drager rundt til otte danske byer fra 20. til 30. juli 2023 og lægger vejen forbi Aarhus den 22. juli.

Etableret Grøn-navn slutter sig til programmet

I år er det 22 år siden, at Liam O’Connor udgav sit første album “Dominologi”. Den lange karriere har indtil videre budt på elleve anmelderroste album, utallige statuetter fra danske musikpriser og en plads som en af de bedst sælgende rappere nogensinde herhjemme.

Til sommer kan L.O.C. opleves på Grøn for ottende gang, og han glæder sig til at komme hjem på Grøn:

“Grøn fylder 40, og jeg har et album, der fylder 20, så det kan jo kun blive en kæmpe fest! Jeg glæder mig til at komme ud og spille for jer alle sammen. Det bliver fantastisk som altid – den skøreste karavane i hele landet.”

Udover at være en vaskeægte Grøn-legende står L.O.C. bag en af de største bedrifter i dansk hiphop, da han som den første danske rapper nogensinde spillede på Roskilde Festivals Orange Scene i 2008.

L.O.C. hører til blandt de mest etablerede Grøn-navne. Rapperen havde sin debut på Grøn i 2006 og har været tilbage intet mindre end seks gange siden i både 2007, 2009, 2010 (med bandet ‘Selvmord’), 2012, 2015 og 2019.

I år kan det grønne publikum glæde sig til, at L.O.C. indtager Grøn med sine hårdtslående beats for ottende gang.

Odbjerg glæder sig til sit livs sommer

For Andreas Odbjerg er det andet år i træk, at han skal med den grønne karavane rundt i landet. Og det er en af tidens hotteste popmusikere, som man kan opleve til sommer. 

Både 2021 og 2022 har nemlig i den grad stået i Andreas Odbjergs tegn. Med de velkendte singler ”føler mig selv 100”, “Stor Mand” og ”I morgen er der også en dag” er priserne væltet ned over ham i en strid strøm, hvor både Danish Music, GAFFA-Prisen og Steppeulven har valgt at anerkende hans store gennembrud.

Hitmageren debuterede på den grønne koncertkaravane sidste år og glæder sig til at være med igen i år:

“Sidste år var mit livs sommer, og det var i høj grad på grund af de oplevelser, jeg fik på Grøn. Det er en specielt god følelse at bidrage, via det sjoveste man ved, til en god sag i en branche, der som udgangspunkt er super kommerciel.”

Generelt kan man sige, at Odbjerg er en af de få artister, som har formået at ramme både det folkelige og det mere kræsne publikum.

Han fik allerede stor anerkendelse og fantastiske anmeldelser for debutalbummet ”Hjem Fra Fabrikken” i 2022. Faktisk er Odbjerg på nuværende tidspunkt blevet streamet mere end 100 mio. gange efter en helt fantastisk festivalsommer, som bedst kan beskrives som et sandt triumftog.

Med rapkongen og hitmageren er programmet for Grøn 2023 fuldendt, og alle artisterne står klar til at give den gas på de danske landeveje til sommer.

Del artikel

Andre læser også