Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Rekordomsætning og overskud i Musikhuset – pengene skal bruges til…

Af anders@sommersangdigital.dk

For første gang nogensinde runder Musikhusets omsætning 100 mio. kr. Den rekordstore omsætning bliver bakket op af et overskud på 6,5 mio. kr. Pengene skal bruges til at give publikum endnu bedre og mere eksklusive koncertoplevelser. Dermed lægger Musikhuset op til at fastholde et højt kunstnerisk ambitionsniveau også efter kulturhovedstadsåret.

 

2016 blev rekordernes år for Musikhuset Aarhus. Flere gæster, flere solgte billetter og højere belægning end nogensinde før betyder, at Musikhuset for første gang i husets historie runder en omsætning på 100 mio. kr. Den rekordstore omsætning giver også udslag på bundlinjen, hvor overskuddet lyder på 6,5 mio. kr. 

 

Overskud til store koncertoplevelser

Det store overskud skyldes blandt andet, at indtægter på arrangementer, sponsorer, forpagtning og donationer fra fonde er i en fortsat positiv udvikling. Det glæder Musikhusets direktør Jan Christensen: ”Det er dejligt, at vores økonomi er i en fornuftig balance, og vi over de seneste år har fået afviklet Musikhusets gæld. Det betyder, at vi kan hæve ambitionsniveauet – også i årene efter Kulturhovedstadsåret. Vi har nu økonomien til at investere yderligere i klassisk og rytmisk musik. Så jeg regner med, at man vil se endnu flere internationale topnavne i Musikhuset i fremtiden. Målet er at blive Nordens bedste musikhus. En fornuftig økonomi er en væsentlig forudsætning for, at det kan lykkes”.

 

Tilfreds rådmand

”Jeg glæder mig over, at Musikhuset kan præsentere så flot et regnskab og dermed fortsætte de seneste års positive udvikling. Husets gode økonomi betyder, at der har været råderum til at præsentere et fantastisk flot program her i kulturhovedstadsåret. Den sunde økonomi sikrer, at Musikhuset også i de kommende år kan tilbyde spændende kulturoplevelser for byens borgere og gæster, ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad.

 

Nordens største og bedste musikhus

Musikhuset seks sale og ni scener dannede i 2016 ramme om mere end 1200 arrangementer. Med årets resultat er det femte år i træk, Musikhuset præsterer overskud bundlinjen. Omsætnings- og indtægtsstigningen de seneste år skyldes blandt andet, at det er lykkedes at udvide sæsonen til også at omfatte sommermånederne og perioden mellem jul og nytår samt en satsning på store originale danske musicals. Dertil kommer en række nye initiativer som øget kundedialog, mere digital markedsføring, bedre kapacitetsudnyttelse, fokus gæsteoplevelsen og et tættere samarbejde med fonde og erhvervsliv.

 

Musikhuset har budgetteret med, at de seneste års overskud bruges til at sikre nogle unikke kulturoplevelser i forbindelse med, at Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad. Således kan Musikhuset i år præsentere den spektakulære danseforestilling Tree of Codes, Bier Trilogien og koncert med stjernedirigenten Daniel Barenboim i selskab med West-Eastern Divan Orchestra.

 

Fakta 2016

Besøgstal: 655.000

Solgte billetter: 350.000

Belægning: 77 procent

Regnskab: Omsætning 101,3 Overskud på 6,5 mio. kr.

 

2015

Besøgstal: 508.000

Solgte billetter: 326.000

Belægning: 76 procent

Regnskab: Omsætning 94,6 mio. kr. Overskud på 7,4 mio. kr.

 

2014

Besøgstal: 431.233

Solgte billetter: 256.000

Belægning: 70 procent

Regnskab: Omsætning 72,4 mio. kroner. Overskud på 0,9 mio. kr.

 

Del artikel

Andre læser også