Nej tak: Reshopper fjerner alle varer fra populær side

Tidligere har Blå Kors Danmark, der driver mere end 50 genbrugsbutikker landet over, valgt at sige nej tak til produkter fra Temu og Shein.
Nu følger Reshopper trop.
Børnefamiliernes online markedsplads har tidligere droppet Temu, men fremover vil også Shein være bandlyst hos Reshopper.
“Sidste år sagde vi højt og tydeligt nej tak til Temu – og det bakkede I heldigvis stærkt op om.
Mange af jer pegede dengang på Shein, og nu tager vi skridtet: Vi siger nej tak til Shein og fjerner alle varer og reklamer relateret til dem,” lyder det fra Reshopper.
Kommer med klar opfordring
De kinesiske handelsplatforme Temu og Shein har tidligere fået kritik af bl.a. Forbrugerrådet Tænk, fordi mange af produkterne ikke lever op til europæiske sikkerhedskrav.
Faktisk indeholder visse af produkterne sundhedsskadelige og miljøfarlige stoffer, som udgør en alvorlig sundheds- og sikkerhedsrisiko – især for børn.
Læs også: Forbrugerrådet advarer: Produkter fra populær webshop kan være livsfarlige Reshopper begrunder da også fravalget med, at man ønsker at tage hensyn til børnene såvel som miljøet.
“Det er endnu et skridt i retning af at skabe et mere ansvarligt marked for genbrug og cirkulært forbrug, hvor vi passer på både vores børn og miljøet-
Vi henviser igen til undersøgelser fra Forbrugerrådet TÆNK, som viser, at mange af deres produkter ikke lever op til EU’s sikkerhedskrav og i flere tilfælde kan udgøre en risiko på grund af kemikalier.
Beslutninger som denne kræver en stor arbejdsindsats og tager derfor tid at implementere. Vi har allerede slettet mange tusinde varer på markedspladsen, som er relateret til Shein, og vi vil fortsætte med dette,” lyder det fra Reshopper, der tilføjer:
“Vi opfordrer forbrugere til at være opmærksomme og kritiske, når de handler online, særligt med henblik på produkter til deres børn.
I en tid, hvor hurtige køb og lave priser ofte får forrang, er det vigtigere end nogensinde at vælge produkter, der vægter sikkerhed og kvalitet højt.”
Læs også: Nej tak: Genbrugsbutikker afviser bestemte mærker