Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Klosterport: Ny unik restaurant åbner på Hotel Carmel

Af anders@sommersangdigital.dk

Når swinghotellet atter åbner dørene, bliver det med hotel- og restaurantdrift – og salon i weekenden

 

Manden bag Hotel Carmel, Kenny Jess Brandt, har måttet skrue lidt på knapperne, efter han for første gang slog dørene op til sit Paris- og 20’er-inspirerede swinghotel i det gamle missionshus på Klosterport i slutningen af april sidste år.

Her åbnede han salon-delen i den store festsal med fokus på kulturelle arrangementer i hverdagene og fest og farver med livemusik i weekendens mørke timer.

 

 

Hotellet og restauranten ville følge kort efter, bedyrede han dengang, men i september måtte han sande, at hele bygningen måtte lukkes ned, så håndværkerne kunne komme til. “Vi overholdt ikke tidsplanen i forhold til at få det hele klar, og så hang det ikke sammen længere,” siger Kenny Jess Brandt, som også ejer de forskellige Løve’s-forretninger i byen.

 

Ejeren af bygningen, Tækker Group, tog kontakt og foreslog en ny ejer-konstellation, og ejerne er klar til at åbne hele det historiske hus 4. maj. “Nu er vi tre om det: Mig, køkkenchefen og Tækker Group. Det sikrede flere midler og muligheder for at gøre det endnu bedre med en lidt anden opskrift,” forklarer Kenny Jess Brandt.

 

For mange kulturtilbud

Den nye opskrift er blandt andet, at de små, daglige kulturarrangementer sløjfes. “Vi kommer til at have nogle større og bedre enkeltstående kulturarrangementer. Jeg tror simpelthen ikke, at Aarhus var klar til så mange forskellige tilbud. Vi havde jo fem forskellige om ugen, og det var bare for meget.”

 

Restauranten har fået en fremtrædende plads

Restauranten, der først var tiltænkt en plads i de dunkle kælderlokaler, får i stedet bygningen mest fremtrædende plads i den store festsal, mens kælderen bliver til to store selskabslokaler. “Det giver en større madoplevelse og giver bare god mening, når vi også er et hotel. Når spisningen er overstået fredag og lørdag aften, så går det over i jazz og livemusik.” Det nye koncept benytter, at baren, der før var midt i det hele, flyttes til et hjørne ud mod Nørre Allé og erstattes af et åbent køkken, hvorfra gæsterne kan se maden blive lavet.

Hotel Carmel

 

Køkkenchef: Nyt, ærligt og billigt

Og det bliver en rutineret herre, der kommer til at styre løjerne i køkkenet. Køkkenchef er nemlig 37-årige Søren Højbøg Hansen, der har arbejdet et væld af velrenommerede steder – heriblandt Molskroen, CanBlau og ikke mindst Norsminde Kro, hvor han var køkkenchef i 12 år.

“Det er en stor udfordring, men med den ejerkreds og det hus bliver det bare et super, super spændende projekt. Der er nogle idéer omkring hele konceptet, som jeg finder enormt interessant,” siger køkkenchefen.

Han har endnu ikke restaurantkonceptet helt på plads og vil derfor ikke afsløre for meget.

Men der vil være fokus på økologiske, bæredygtige råvarer, og så bliver det ‘ærligt’. “Der kommer nogle ting, som jeg ikke tror er set i Aarhus eller København før. Jeg tør ikke løfte sløret for meget endnu. Det bliver noget nyt.

Vi har tænkt meget over tingene, og vi vil ikke det samme som alle de andre. Det bliver hverken fransk, italiensk eller dansk – det bliver bare super ærligt. Ærlig mad til en ret billig penge, synes jeg. Vi skal blandt andet have et folkekøkken om onsdagen til under 100 kroner, og ellers kan man sagtens komme ind og spise og drikke til 200 kroner,” lover Søren Højbøg Hansen, som går ind i det unikke hus med liv og sjæl.

“Jeg vil gerne, at det her bliver stedet, jeg skal være resten af mit liv som køkkenchef. Det er det, jeg sigter efter. Det her er et projekt, som jeg godt kunne tænke mig at være en del af resten af mit liv.”

 

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien