Restaurant Havnær: Åbner snart på Aarhus Ø
Fredag den 16. juli ser en ny restaurant dagens lys på Aarhus Ø. Navnet er Restaurant Havnær, og der er noget at glæde sig til.
Lige nu arbejdes der i noget nær døgndrift i Ship-huset, hvor de to unge vestjyske restauratører 31-årige Daniel Justesen og 25-årige Anne Bach Mortensen gør klar til åbningen.
Anne Bach Mortensen har ansvaret for restauranten, mens Daniel Justesen tager sig af køkkenet på Restaurant Havnær.
Rødder i Salling
De to restauratører kommer fra Salling. Ikke stormagasinet på Strøget, men derimod halvøen af samme navn mellem Skive og Nykøbing Mors.
Her drev Daniel Justesen restauranten Limfjordens Hus i Glyngøre, der hurtigt blev et samlingspunkt for hele det nordvestjyske.
“Efter fem år kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne komme længere. Vi fik så muligheden for at komme med i det her nye og spændende projekt placeret på det mest fantastiske sted i Aarhus, som Aarhus Ø virkelig er. Og så med udsigt til vandet. Præcis som vi havde det i Glyngøre,” fortæller Daniel Justesen.
Anne Mortensen var tilknyttet Limfjordens Hus som restaurantchef. Hun var straks med på ideen om at gå ”all in” og åbne en restaurant i Aarhus.
“Det er da et stort skridt at tage. Omvendt har vi, på trods af vores unge alder, en hel del erfaring med os i bagagen, som vi har stor glæde af lige nu,” påpeger Anne Bach Mortensen.
Både fisk og kød
Restaurant Havnær kan man ikke sådan lige proppe ned i en af de gængse ”madkasser”.
“Jeg har en stor forkærlighed for fisk og skaldyr, og det findes også på vores menukort side om side med andre lækkerier blandt andet dansk velfærdsokse.
Vores ambition er ikke at kæmpe for at få en Michelin-stjerne. Restaurant Havnær er et sted, hvor vi har fokus på smagen, på det gode værtsskab og et sted med højt til loftet og hvor alle kan komme og få en god gastronomisk oplevelse i nogle fantastiske omgivelser,” fortæller Daniel Justesen.
Herudover har han fokus på nyfortolkninger af danske klassikere, eksempelvis det gode, gamle Stjerneskud.
“Vi vil godt udfordre uden, at det skal være så højtflyvende, at gæsterne ingen mening kan se med det. Men udfordre – det skal vi selvfølgelig”, understreger Daniel Justesen.
Der lægges stor vægt på, at så mange råvarer som muligt, kommer fra lokale leverandører i Aarhus regionen og hjemme fra Nordvestjylland.
Ny Skaldyrsfestival ser dagens lys
Restaurant Havnær vil også lave en lang række events hen over året. Det betyder blandt andet, at Aarhus Ø Skaldyrsfestival ser dagens lys for første gang i 2021.
Den har vi allerede skrevet en artikel om her.
“Det er oplagt med vores placering, at vores bidrag til Food Week 2021 bliver en skaldyrsfestival, hvor vi serverer en større tasting menu med friske skaldyr,” fortæller Daniel Justesen.
“Og med masser af kolde bobler og ikke mindst rosé. Vi håber på godt vejr og tager så terrassen i brug. Vi har i øjeblikket kun pladser tilbage torsdag aften og frokost lørdag,” fortæller Anne Bach Mortensen.
Hun lover, at der kommer endnu flere events af samme karakter spredt hen over året.
“For os er det vigtigt, at vi er en aktiv medspiller i dagligdagen på Aarhus Ø, og at vi bliver beboernes sted, hvor man lige dropper forbi og tager en drink i vores lounge, en frokost eller mødes til en god middag med familie og venner.
Herudover har vi et VIP-rum til selskaber mv. De første konfirmationer næste år, er allerede i kalenderen,” fortæller Anne Bach Mortensen.
Restaurant Havnær er beliggende i Ship-huset på Dagmar Petersens Gade 119 på Aarhus Ø ud mod Aarhus bugten.
Restauranten Havnær åbner fredag den 16. juli og har åbent tirsdag til søndag til frokost og aften.
Bordbestilling anbefales på www.havnaer.dk eller telefon 6018 4126.