Bæredygtig og billig: Restaurant imponerer med suveræn brunch af frasorterede råvarer
Her på MigogAarhus har vi tidligere fremhævet 8 brunchsteder som byens bedste – men den liste skal nu opdateres.
For lørdag lagde vi vejen forbi Restaurant Nögen, hvor vi havde fornøjelsen af at prøve stedets brunch, som var intet mindre end suveræn.
Den består af hele 7 delevenlige retter, hvortil du kan tilvælge fri bar i drikkevarer med kaffe, te, juice, saft og endda bobler.
Samtlige retter er primært sammensat af råvarer, som er blevet tilovers, og som – hvis ikke Nögen havde taget imod dem – højst sandsynligt var blevet smidt ud.
Ambitionen er at undgå madspild og samtidig skabe unikke smagsoplevelser.
Ikke som de andre
Den nyåbnede spisested skiller sig nemlig ud ved at have stort fokus på bæredygtighed – og ved derfor at skifte menu fra dag til dag.
Det er Nögens klare målsætning, at mindst 80 procent af de råvarer, der indgår i retterne, skal være frasorterede.
Restauranten sætter en ære i at købe datovarer, bruge fisk fra bifangst og kød fra atypiske udskæringer, som i køkkenets hænder forvandles til unikke madoplevelser.
Det samme gør grøntsagerne, som udgør en stor del af de 80 procent frasorterede råvarer, Nögen hver dag sigter efter at have på menuen.
Inden du begynder at rynke på næsen, er det vigtigt at understrege, at grøntsagerne absolut intet fejler. Typisk er de simpelthen bare derforme og derfor svære at sælge i supermarkederne.
Kan det så smages? tænker du måske.
Og nej, en skæv gulerod smager altså akkurat som en snorlige – og i Restaurant Nögens hænder er det endda vores påstand, at den smager markant bedre.
For selv med ovenstående benspænd lykkes den bæredygtige perle i midtbyen med at frembringe en brunch, som gjorde et stort indtryk.
Vafler med vanilje og estragon
Ligesom restaurantens frokost- og aftenmenu er brunchen omskiftelig, og derfor vil de 7 retter, den består af, variere fra lørdag til lørdag.
Men som et eksempel på, hvad der venter dig, kommer her den menu, vi blev præsenteret for.
Brunch i 7 retter hos Nögen:
– Jordbæryoghurt med hvid knas, store brombær og mysli
– Avocado i olie med spiselige forårsblomster
– Pocheret æg med hollandaise
– Koldrøget laks med grønt og syltede agurker
– Coppaskinke og fennikelsalami med oliven og syltede rødløg
– Gammel Knas og hvid brieost fra Arla Unika med knækbrød og rabarberkompot
– Vafler med syltede rabarber, vaniljecreme og estragon
dertil nybagt surdejsbrød, maltrugbrød og boller samt citronsmør
Især de perfekt pocherede æg med en skøn syrlig hollandaise som sidekick gik rent ind.
Også den koldrøgede laks imponerede i samspil med det friske grønne tilbehør og de smukt udskårne syltede agurker, som tilførte retten små smagseksplosioner.
Vaflerne satte et gyldent punktum uden så mange dikkedarer andet end toppingen af sødmefuld vaniljecreme, syrlige syltede rabarber og estragonbladene, som var et overraskende velsmagende twist.
Simpelt, men suverænt
At det i det hele taget kan lade sig gøre at frembringe 7 simple, men samtidig så suveræne serveringer til prisen er dybt imponerende.
Med det niveau vi blev præsenteret for, er der ingen tvivl om, at Restaurant Nögens brunch hører blandt byens absolut bedste.
Hele molevitten har en pris på bare 179 kroner – og for 89 kroner oveni kan du drikke alt det juice, saft, kaffe, te og alle de bobler, du har lyst til.
Så næste gang brunchsulten melder sig, er det bare om at kigge forbi Banegårdspladsen.
7 retters brunch kan nydes hos Restaurant Nögen hver lørdag.
Hvad: Brunch hos Nögen
Hvor: Banegårdspladsen 4
Hvornår: Hver lørdag