Skjult perle i Aarhus: New Yorker-vibes og bæredygtig gastronomi

Efteråret har gjort sit indtog i Aarhus, og årstiden indbyder til hyggelige stunder indendørs.
Disse opstår ofte over et godt måltid, og det er oplagt at bruge de mørke aftener til at udforske nogle af de mange gode restauranter i byen.
Et sted, som er værd at lægge vejen forbi, er L’øst på hotel Scandic Aarhus City i hjertet af Aarhus.
Mange er måske gået forbi restauranten uden at bemærke den, da man kan fristes til at tro, at den kun er for hotellets gæster. Men det er heldigvis ikke sagen.
Vi besøgte L’øst en efterårsaften for at finde ud af, hvad den skjulte perle har at byde på kulinarisk og stemningsmæssigt.

Eksklusivt og afslappet på samme tid
L’øst ligger i det hyggeligste kælderlokale, der i rustikke omgivelser med åbent køkken, rå murstensvægge, mørkt sildebensparket og hyggelige lyskæder giver en vis form for New Yorker-stemning.
Vi blev taget godt i mod af stedets tjener, som hele aftenen tog sig af os på bedste vis. Vi følte virkelig, at vi fik en eksklusiv behandling, og både vin og mad blev præsenteret med entusiasme og viden.
Samtidig var stemningen uformel og afslappet – og dét er en god kombination, hvis du spørger os.


Kreative fortolkninger, der overrasker
Menuen skifter med årstiden, men den har altid rødder i det nordiske køkken med fokus på lokale råvarer.
Kokkene tager madlavningen alvorligt, og de har en stor faglig stolthed. Her er der mod og plads til at plukke tendenser og kombinere kendte råvarer på nye måder, så det både overrasker og smager.
Det var vores forretter et godt eksempel på. Her fik vi et serveret et saltbagt æble med agurkeconsommé, citron og timian samt røget makrel i tomat med sprøde svampe og knasende rugbrød – eller som tjeneren præsenterede det ‘Et moderne take på en makrel-mad’.
Det var interessant, hvordan to kendte råvarer som æble og makrel her blev kreativt fortolket, og du skal være forberedt på, at dine smagsløg bliver udfordret.
Men madglæden og de gode råvarer er man ikke i tvivl om, og ingenting er overladt til tilfældighederne.

Kvalitetsbøffer i verdensklasse
Hvis du elsker en god bøf, så kan vi næsten garantere, at du ikke vil gå skuffet hjem fra L’øst.
Her kan du nemlig altid være sikker på at få en ordentlig bøf af kød fra de prisvindende finske naturkvæg fra Freygaard.
Vi valgte stedets 250 gram ribeye steak med grillede nye løg, fritter, salat – og naturligvis masser af bearnaisesovs.
Her var der ikke, ligesom med forretterne, nogle overraskelser eller dikkedarer. Bare en god, veltilberedt bøf, som man tydeligt kunne smage var af høj kvalitet.


Vi har l’øst til at komme igen
Hos L’øst kan du få 3 valgfri retter fra menuen for 375 kr. Så det ville næsten være dumt, hvis man ikke også lige snuppede en dessert med.
Her fik vi serveret et lille kunstværk i form af en pocheret pære med chokoladesauce. Man spiser som bekendt også med øjnene, og der er virkelig gjort noget ud af serveringen.
Er man ikke så meget til det søde, kan man også vælge ostebrættet, som altid er med tre forskellige oste samt stedets hjemmebagte knækbrød og marmelade.
Generelt er det tydeligt at mærke, at L’øst har lagt hjerte og omtanke i alle deres serveringer, og de prioriterer friske, økologiske ingredienser fra danske leverandører, hvorfor stedet også har det bronze-certificerede økologiske spisemærke.
Dertil er priserne nogle, som de fleste kan være med på.
Vi har med andre ord l’øst til at komme igen og igen, og anbefalingen er hermed givet videre.
Du læse mere om L’øst og booke bord her