Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Deler opråb om hjælp: Ikonisk Aarhus-restaurant er lukningstruet

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Spiseguiden Aarhus
Foto: Spiseguiden Aarhus

Siden 1999 har Olive været at finde på hjørnet af Mejlgade og Kaløgade, hvor restauranten har budt på franskinspirerede retter til yderst rimelige priser.

Det hyggelige spisested er kendt og elsket for sin afslappede atmosfære, der er gået rent ind hos mange aarhusianere, og restauranten plejer da også at være ganske velbesøgt.

Men nu er Olive desværre havnet i en rigtig svær situation.

Det skriver ejer Maria Abidi og resten af Olive-teamet i en fælles udmelding på sociale medier.

Under overskriften “En vigtig besked” meddeler de, at restauranten har alvorligt brug for hjælp for at kunne overleve.

Her er et udpluk af Restaurant Olives udmelding:

Vi skriver til jer i dag med en vigtig og svær meddelelse. Efter 25 fantastiske år med at servere lækre måltider og skabe uforglemmelige minder, står vi nu i en meget udfordrende økonomisk situation. Den seneste tid har været særdeles hård, og vi er desværre tæt på at måtte dreje nøglen om.

De seneste år har været hårde for mange, og vores restaurant er ingen undtagelse. Vi har kæmpet mod stigende omkostninger og en række uforudsete udfordringer, som har haft en alvorlig indvirkning på vores økonomi. Vi har gjort alt, hvad vi kan for at holde priserne lave og bevare den kvalitet og service, som I kender os for, men nu står vi ved en skillevej.

For at kunne overleve og fortsætte med at byde jer velkommen, har vi brug for al den støtte, vi kan få. Vi beder derfor ydmygt om jeres hjælp. Hvis I har mulighed for det, håber vi, at I vil komme og spise hos os og nyde et måltid. Hver eneste gæst gør en forskel. Derudover kan I også støtte os ved at købe gavekort, som kan bruges nu eller senere – de er perfekte som gaver eller til jeres egne fremtidige besøg.

Nødt til at lave ændringer

Olive er kendt som et spisested med priser i den lave ende – på det seneste har man fx kunnet få et hverdagstilbud på 3 retter for kun 300 kroner mandag-torsdag hos restauranten.

Når man tager med i betragtning, at Olive samtidig tillader, at man medbringer sin egen vin, hører restauranten i den grad blandt Aarhus’ prisvenlige spisesteder.

Men som en konsekvens af den alvorlige situation, Olive befinder sig i, er man nu nødt til at justere priserne.

“Vi er nødt til at foretage nogle ændringer, som vi aldrig havde ønsket at gøre. Vi har altid været stolte af vores lave priser, men for at kunne fortsætte er vi nødt til at sætte priserne op.

Dette er ikke en beslutning, vi har taget let, og vi håber på jeres forståelse. Vores håb er, at I vil fortsætte med at støtte os og nyde vores mad, selv med disse ændringer,” lyder det fra ejer Maria Abidi og resten af Olive-teamet.

Restaurant Olive, der for ganske nylig kunne fejre 25 års fødselsdag, er noget nær en institution i Aarhus.

Ingen tvivl om, at det vil være et stort tab for mange aarhusianere, hvis Olive lukker. Vi håber på det bedste og krydser fingre for, at restauranten klarer sig igennem den svære tid.

Du kan læse hele udmeldingen fra Olive-ejer Maria Abidi og resten af restaurantens team lige her

Del artikel

Andre læser også