Sommerudflugten: Restaurant Royal og Royal Bistro flytter til Kaløvig Badehotel
Restaurant Royal og Royal Bistro ligger, nå ja, på Hotel Royal. Det vil sige, at det plejer de at gøre. Men hen over sommeren vil både restaurant og bistro fra byens ældste hotel i stedet være at finde ude i det danske sommerland, tæt på strand og vand og med Mols Bjerge, som den smukkeste bagtæppe.
Restaurant Royal og Royal Bistro flytter nemlig ud til Kaløvig Badehotel hele sommeren. Lokalerne på det ærværdige og historiske hotel skal have en tur med malerkosten, og teamet bag restauranterne griber derfor chancen for at gøre noget helt ud over det sædvanlige.
Pop-up-Royal i vandkanten
Direktør Søren Dalhof fra Hotel Royal fortæller, ”Vi flytter både bistro og restaurant ud på Kaløvig Badehotel. Køkkenchef, tjenere, kokke, det hele rykker til vandet. Vi laver simpelthen en pop-up-Royal i lystbådehavnen. Det er et eksperiment – vi skal se, hvad der sker, når vi smider vores køkken fra midtbyen ud i til vandet. Mon ikke der sker noget med skaldyr og fisk på en helt ny måde? Det er det, vi skal finde ud af.”
Lokale råvarer og lokale omgivelser
Mols, Kaløvig og nærmeste omegn bugner af råvarer som fisk, skaldyr, oksekød og grøntsager, og selv om menuerne vil blive tilrettelagt hen ad vejen, er Søren Dalhof ikke i tvivl: ”Vi kommer til at tilbyde et vaskeægte sommerkøkken med alle de fantastiske råvarer, vi har til vores rådighed. Vi syntes, det var en oplagt mulighed for at kombinere en masse gode elementer: Vores kokketeam fra Royal, de vidunderlige omgivelser i Kaløvig Badehotel, de lokale råvarer og så det danske sommervejr. Enkelt, smukt og smagfuldt – det kan ikke være meget bedre. Og alle er velkomne.”
Events og sommergourmet – så længe det varer
Men der er ikke tale om en permanent flytning. Søren Dalhof beroliger gourmetfansene i midtbyen: ”Til oktober er det hele tilbage ved det normale igen. Så er vi tilbage på Hotel Royal, og Kaløvig Badehotels køkken er tilbage ved rødderne: Det maritime, franskinspirerede bistrokøkken med noget for alle. Det er kun her i sommer, at det hele er lidt vendt på hovedet. Men det bliver sjovt, mens det varer.”
Søren Dalhof fortæller, at der sommeren igennem vil blive planlagt forskellige events på badehotellet – og at man skal holde øje med Kaløvig Badehotels facebookside, hvis man vil nå at være med.
Du kan nå det endnu i centrum
Hotel Royals bistro og Restaurant Royal holder åbent som altid frem til 1. maj – så det er muligt at nå et besøg på begge restauranter, inden sommeren for alvor er over os.
I maj måned vil der være åbent for frokost og aftensmad på Kaløvig Badehotel onsdag til og med søndag. Fra 1. juni og frem til 1. oktober vil Kaløvig Badehotel have åbent for gæster alle ugens dage til både frokost og aften.
Menu, priser og events vil blive annonceret på Kaløvig Badehotels website og facebookside.