Vær opmærksom: Risiko for kraftig regn og lokale skybrud i morgen
Der er fra mandag morgen til sidst på eftermiddagen risiko for kraftig regn og byger, der kan være med torden, i en stor del af Jylland.
Der kan stedvis falde over 24 mm nedbør på 6 timer, og i løbet af hele perioden kan der måske lokalt falde mellem 30 og 50 mm nedbør. Der er endvidere risiko for lokale skybrud (over 15 mm på 30 minutter).
I Aarhus er der risiko for kraftig regn og lokale skybrud fra kl. 5 om morgenen til kl. 17 om eftermiddagen. Du skal derfor have fundet regntøjet frem, hvis du har planer om en dag udenfor.
Kan udvikle sig kraftigt
En koldfront bevæger sig natten til mandag ind over Jylland vestfra, og samtidig strømmer meget varm luft op over den østlige del af landet sydfra.
Den varme luft har potentiale til at få fronten til at udvikle sig kraftigt – først over Jylland og senere længere mod øst.
Prognosemodellerne er noget uenige om nedbørsmængderne, og det er således usikkert, om nedbørsmængderne vil overskride varslingskriterier.