Risiko for oversvømmelser: DMI varsler voldsomt vejr

Mangler du en god undskyldning for at blive indenfor i dag, så kommer den her.
DMI har udsendt varsel om voldsomt vejr, der gælder store dele af det centrale Jylland – herunder Aarhus og omegn.
Varslet gælder i et døgn fra i dag kl. 12.00, og i perioden forventer DMI mellem 30 og 50 mm regn.
“De seneste prognoser indikerer, at der fra tirsdag middag til onsdag middag vil komme over 20 mm nedbør mange steder i Danmark men, at der i den centrale del af Jylland vil falde mellem 25 og 45 mm nedbør,” lyder det fra DMI’s vagthavende meteorolog Anja Bodholdt.
Går værst ud over Aarhus
Også TV 2 Vejret melder om, at der er masser af regn på vej, og at Østjylland får klart mest nedbør.
Faktisk ser det ud til, at uvejret vil gå allerværst ud over Aarhus.
“Her ser hele regionen ud til at få mere end 20 millimeter, og i området omkring Aarhus kan der ende med at komme over 30 millimeter,” lyder forudsigelsen ifølge TV 2 Østjylland.
De store mængder nedbør kan give nye udfordringer med oversvømmelser.
Efter sidste uges vejr er vandstanden i vandløbene stadig over normalen, og det gælder især i den centrale del af Østjylland.
Yderligere 25-45 mm regn i løbet af tirsdag og onsdag kan derfor lokalt give problemer med oversvømmelser langs vandløb og søer, lyder det fra DMI’s meteorolog Anja Bodholdt.
Fra regnen lander på jorden, til vandet når ud i de større vandløb, vil der typisk gå mellem 12 og 24 timer.
Læs også: Vær opmærksom: Politiet varsler stor kontrol