Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Somaliske, Roda Ahmed: Portræt af en stærk kvinde med kærlighed til mad og kultur

Af Pernille Søborg

Roda Ahmed, er en somalisk kvinde, der har taget cater-uddannelse og i dag driver kantinen på Rymarken 2 i Aarhus V. Det gør hun for fem virksomheder, samtidig med hun har et cateringfirma, der leverer mad ud af huset. Hendes historie er en af dem, som er værd at skrive om. Det står næste skrevet i nakken på hende, at det er en kvinde, der vil frem i verden, og selv vil sætte dagsordenen. Hun har da også formået at skabe egen virksomhed.

 

Driftig kvinde med mod på livet

Roda Ahmed er oprindelig fra Somalia. Sammen med sine forældre kom hun til Danmark i 1994. Dengang var hun 18 år, gift og mor til et barn. I dag er Roda mor til fem børn mellem 12 og 25 år. De sidste 11 år har Roda været alene med børnene. Men det har ikke slået hende ud – tværtimod. I 2003 tog hun cater-uddannelsen og har siden arbejdet i køkkenbranchen. Hun var køkkenleder hos Somalifood i 2018, har arbejdet i kantiner, plejehjem, caféer og også haft undervisning af voksne med anden etnisk baggrund. Derudover har hun sammen med sine søskende haft boden Saakin Sambuusa hos Aarhus Central Food Market, samt en succesfuld bod på NorthSide festivalen. 

 

Somaliske, Roda Ahmed: Portræt af en stærk kvinde med kærlighed til mad og kultur

En knap så heldig start

I oktober 2019 startede Roda i kantinen på Rymarken 2. Kort tid efter blev landet lukket ned pga. Corona. Det var et hårdt slag i hovedet på den nyopstartede kvinde. Men Roda Ahmed er ikke sådan at slå ud. Hun fortsatte arbejdet uhindret, selvom det var op af bakke. I dag er hun glad for de gode kunder, der trods alt har støttet hende gennem en hård periode. Det har haft stor betydning, da forretningsgrundlaget ellers ville have været væk.

 

Klarer det meste selv

Roda har altid tænkt, hun ville frem i livet, og at hun har noget at byde på. I dag har hun 6 firmaer, som hver især kræver opmærksomhed. I hverdagene servicerer hun firmaer på Rymarken 2, og tre gange om ugen har hun mad ud af huset. Den energiske kvinde har hænderne i det hele. Et par assistenter henter hun ind, når det brænder på, men ellers er Roda alene omkring al madlavningen.

 

Somaliske, Roda Ahmed: Portræt af en stærk kvinde med kærlighed til mad og kultur

 

Kærlighed for mad

Maden, Roda laver, er eksotisk og inspireret af krydderier fra Somalia. Særligt den traditionelle østafrikanske sambuusa, en afart af den indiske samosa, samt det populære somaliske fladbrød, Kimis, humus, falafler af mungbønner, søde kartofler og dadler samt dippen, Saakin chilisaucen, der snart er at finde i udvalgte supermarkeder, er nogle af specialiteterne. Kanel og kardemomme er faste ingredienser i retterne, ligesom hvidløg, karry og frisk stærk chili ofte anvendes. Alle retterne laves fra bunden med sæsonaktuelle råvarer. Roda går meget op i kvalitet, og at maden laves med kærlighed uden tilsætningsstoffer. 

 

Oldemors opskrifter

Interessen for madlavning har hun fra sin oldemor, Saakin. Det er hendes opskrifter, der arbejdes efter i køkkenet. Oldemor Saakin lavede mad med kærlighed og respekt for råvarerne, og det er hendes værdier, som Saakin Sambuusa viderebringer og kombinerer med et nyt madkoncept, der tager højde for kvalitet og håndværk. Resultatet er en unik smagsoplevelse – en helt særlig Saakin-smag. Hvert andet eller tredje år rejser Roda Ahmed til Somalia for at blive inspireret og udvide sin viden på madsiden. Det er særligt krydderierne, der har Rodas interesse. 

 

Østafrikanske familieopskrifter ud af huset

Tre gange om ugen leverer Roda mad ud af huset. Saakin Catering ønsker at give en madoplevelse udover det sædvanlige. En madoplevelse kreeret ud fra østafrikanske familieopskrifter og nordiske madtraditioner som tilsammen bidrager med en dedikeret indsats til en unik, enkel og ren smag. Roda er særligt opmærksom på at have glade kunder. Hun leverer gerne til arrangementer og fester. Maden og service skal være i top, og kunderne er selv med til at fastlægge menuen, som skal være til minimum 10 personer. 

 

Nyder af hinandens kulturer

Roda har fået meget ros for sin mad. De fem virksomheder, der spiser i kantinen på Rymarken 2, roser smagen og de anderledes krydderier, hun bruger. Roda har meget på hjertet, og den ellers så rolige kvinde bliver ivrig, når talen falder på integration. Integrationen har hun igennem årtier hørt om. Men hvornår og hvordan er man integreret? Ja, det spørgsmål stiller mange sig nok. Roda er dog ikke i tvivl. Hun vil klare sig selv og være noget i samfundet. Gøre noget og give noget tilbage. “Alle har en bagage og noget at byde på, og vi bør udnytte hinandens evner og kulturer”. 

 

Brænder uden lige

Der er ingen tvivl om, at den ambitiøse kvinde brænder for sin virksomhed. Hun er stolt af sin mad – og med rette. Det er lavet med omtanke og kærlighed. På tegnebrættet er der store projekter for fremtiden. Det bliver spændende at følge Roda fremover. Med ordene “Jeg er glad for det, jeg driver lige nu, men min plan er større!” afslutter vi snakken, og Roda Ahmed forsvinder ud i køkkenet.

 

Her bestiller man

Telefon: 22588798

Facebook: 

Instagram: saakinsambuusa 

 

Somaliske, Roda Ahmed: Portræt af en stærk kvinde med kærlighed til mad og kultur

 

 

Del artikel

Andre læser også