Bliv på land: Rødt flag ved populært badested i Aarhus
Solen skinner fra en skyfri himmel, der er noget nær hedebølge på vej, og vandtemperaturerne begynder så småt at nærme sig et fornuftigt niveau.
Det er med andre ord oplagt at sætte kurs mod kysten for at hoppe en tur i bølgen blå.
Men inden du gør det, er det altid en god idé lige at tjekke badevandsudsigten først.
På badevand.dk kan du altid se de nyeste badevandsprognoser – og selvom vandkvaliteten lige nu er god langt de fleste steder ved Aarhus, er der en enkelt undtagelse.
Det røde flag er nemlig hejst ved Risskov Strandpark, hvor det frarådes at bade i øjeblikket.
Faktisk viser badevandsprognosen røde flag, så langt øjet rækker – det vil sige til og med mandag 23. juni.

Ved alle øvrige målepunkter i Aarhus-området kan man til gengæld uden problemer hoppe i vandet.
Læs også: Sydeuropas hedebølge rammer Aarhus: Næsten 30 grader på vej Der er nemlig lutter grønne flag at spore – med undtagelse altså af Risskov Strandpark.
Derudover er der permanent badeforbud og dermed altid røde flag ved Aarhus Havn og Egå S.
Tjek vandkvaliteten hjemmefra
Husk at tjekke badevandskvaliteten, før du bader. Det kan du gøre på badevand.dk eller via badevandsappen, hvor du altid kan se de nyeste prognoser for badevand og vandkvalitet.
Det frarådes generelt at bade:
- I og omkring åudløb
- I og omkring regnvandsudløb
- I havne og lystbådehavne
- Ved algeopblomstring
- Hvis vandet lugter
- Hvis vandet er misfarvet.
Kilde: Aarhus Kommune