I dag starter Ø-festen: Så meget kan du opleve på Aarhus Ø
Nu går det løs! Det er blevet tid til sommerens vildeste fest!
Du kan se frem til udspring fra 10 meters højde, falafler og fadøl i rå mængder og et board, der bliver skiftet ud med en frysepizza…
Festen varer i tre dage – fra i dag torsdag den 6. juli og helt frem til lørdag den 8. juli kl 02, hvor der bliver lukket af med den store finale efterfulgt af en genial efterfest.
Aarhus Ø bliver alle dage forvandlet til en kæmpestor Ø-fest, som det er ganske gratis at blive en del af.
Aarhus Watersports Complex har inviteret de 20 bedste mandlige og de 10 bedste kvindelige wakeboardere fra hele verden.
De skal dyste om guldet. Men det er langt fra det eneste, du kan se frem til!
Top 3 på verdensplan
Musikken vil pumpe. Ølhanerne sørger for, at ingen tørster.
Der vil være underholdning på vandet fra start til slut. Og så kan du slå dig løs på en hoppeborg.
I wakeboard-verdenen er konkurrencen ifølge Founder, Kenneth Enggaard Christensen anerkendt som top 3 på verdensplan.
Der kommer wakeboardere fra blandt andet Belgien, Japan, Canada og USA.
Festen bliver i dag skudt i gang med en Wildcard Konkurrence fra kl. 16-20, som både professionelle og amatører kan deltage i.
De bedste går videre til fredagens konkurrence, som primært er for de professionelle.
Og lørdag går det for alvor løs med en festdag, der er fyldt til randen med aktiviteter både på vand og på land.
Kuffert, strygebræt og pizza som board
Mellem kl. 12 og 13 er der garanti for et godt grin.
Can You Shred It-konkurrencen byder nemlig på et par syn lidt udover det sædvanlige.
Boardene bliver byttet ud med alt fra kufferter og strygebrætter til frysepizzaer. Kun medlemmernes fantasi sætter grænser.
De, der kommer længst og har skaffet sig det mest spektakulære board, vinder.
Når kl. rammer 16 står den næste time i udspringenes tegn.
Fra et udspringstårn på 10 meter, der bliver sat op allerede i starten af denne uge, vil man kunne se de vildeste og mest imponerende udspring fra High Diving Danmark.
Feststemning hele ugen
Hele ugen har du kunnet se wakeboarderne øve sig på vandet og testspring fra udspringstårnet.
Der har altså været feststemning hele ugen!
Men nu starter festen for alvor!
Der vil være mulighed for at få sig en bid mad eller to fra Faour, som AWC har indgået et samarbejde med.
Og så vil der selvfølgelig være kolde drikkevarer ‘en masse’.
Udover at få slukket tørsten er det også ved at besøge barerne, at du giver din støtte til arrangementet.
Torsdag og fredag vil der mellem 14 og 16 være Spicy Hour, hvor man kan få øl til en 20’er og sodavand til en 10’er.
“Det er også vigtigt for os at tage vare om vandet.
Så lørdag fra kl. 15-16 opfordrer vi publikum, atleter og frivillige til at gribe et affaldskit og samle skrald på øen.
Dem der samler mest vinder et board,” fortæller arrangør Kenneth Enggaard Christensen.
Lørdag slutter festen med finalerne fra 18.30-20. Men ingen fest uden en efterfest… og den varer helt ind til kl. 02.