ANNONCE
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Så meget betyder Michelin-­stjernen: 800 nye gæster i løbet af én dag

Af Jan L. Pedersen

Aarhus kunne i går hive tre Michelin‐stjerner hjem, og det har fået spiseglade aarhusianere til at booke bord i stor stil, viser nye tal fra DinnerBooking.com.

 

Torsdag var en stor dag for restauranterne Frederikshøj, Gastromé og Substans, hvor de hver kunne bryste sig af at være en Michelin‐stjerne værdig. Og allerede umiddelbart efter kåringen begyndte bookingerne at vælte ind hos restauranterne, kunne det observeres hos DinnerBooking, der administrerer bookinger for Gastromé og Substans. Særligt hos Substans var gæsterne vilde med at booke bord, og i løbet af dagen blev der foretaget intet mindre end 300 forhåndsbookinger svarende til 811 spisende gæster. Til sammenligning bliver der på en god dag foretaget omkring 10 forhåndsbookinger på restauranten.

Restaurantchef hos Substans, Nick Laursen, glæder sig over de mange forhåndsbookinger: »Det har været en hektisk dag i går, og nu glæder vi os til at sætte os ned og se på, hvor mange gæster, vi får besøg af i den kommende tid,« fortæller han.

 

Ikke udsædvanligt

Hos DinnerBooking er fænomenet med de mange bookinger efter Michelin‐kåringer ikke usædvanligt: »En Michelin‐kåring er den begivenhed, som trækker allerflest nye gæster til, og der sker oftest meget store stigninger i forhåndsbookinger lige efter en kåring. Det har vi ofte set i København, og at det nu også gør sig gældende i Aarhus er en glædelig nyhed, og vi ser frem til at følge Aarhus’ store udvikling på den gastronomiske scene,« fortæller Peter Thygesen, der er partner i DinnerBooking.

Også Nick Laursen glæder sig på byens vegne: »De tre Michelin‐stjerner, der er blevet givet i går er en anerkendelse af, at der også er et højt gastronomisk niveau i Aarhus. Der er jo tit meget fokus på København, når det gælder gastronomi, og nu er det ekstra tydeligt, at der også er talenter herovre,« fortæller han.

Han håber på, at det trækker flere madglade turister til Aarhus fremover: »Michelin-­‐stjernerne er jo meget anerkendt i udlandet, og forhåbentligt er det noget, mange turister vil rejse efter.«

 

Så mange bookinger har Gastromé og Substans opnået på dagen med Michelin­‐kåringen:

 

Gastromé: 184 forhåndsbookinger til 513 spisende gæster

 

Substans: 300 forhåndsbookinger til 811 spisende gæster

 

DinnerBooking leverer online bookingsystemer til 475+ restauranter, håndterer næsten 10 mio.

gæster om året, og DinnerBooking.com er Danmarks største restaurant-­‐bookingsite.

 

Del artikel