Kalder nye studerende: Sådan kommer du smartest rundt i Aarhus
Aarhus har meget at byde på, hvad end du er til natur, kultur, shopping, sport, forlystelser eller andre spændende aktiviteter.
Og heldigvis kommer du nemt rundt i byen med de gule bybusser, de blå regionalbusser og Letbanen. Kollektiv trafik er også et godt valg, når du skal til og fra arbejde eller dit studie.
I artiklen her guider vi til tre gode apps, som hjælper dig på vej med planlægning af din rejse og billetter.
Kom nemt afsted med gode apps
Brug Rejseplanen, når du skal planlægge din rejse. Den viser dine rejsemuligheder, fx mellem studie og hjem.
Midttrafik live viser dig, hvornår bussen eller Letbanen ankommer til dit stoppested, og du kan følge den på et realtidskort. Appen kan også sende dig en pushbesked, hvis bus eller letbane er forsinket.
19 buslinjer i hele Aarhus Kommune
Aarhus har et bybusnet med 19 buslinjer, der kører i hele Aarhus Kommune. Seks linjer er såkaldte A-busser og kører med op til 10 afgange i timen på de strækninger, hvor der er flest kunder.
Du kan også hoppe på en af de blå busser, der kører både inden og uden for kommunegrænsen. Især rute 100 og 200 bliver flittigt benyttet til bybuskørsel.
Natbusserne kører fredag og lørdag nat hele året.
Kom fra nord til syd med Letbanen
Letbanen kører til vigtige destinationer som fx Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og en lang række virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Aarhus Nord.
Letbanestrækningen går fra Odder i syd til Grenaa i nord med mange stop i Aarhus midtby.
Billetter
Med Midttrafik app kan du købe enkeltbilletter, klippekort, pendlerkort, ungdomskort og en række særbilletter på din telefon.
Rejsekortet er især godt, hvis du kun rejser få gange om ugen eller bare en gang imellem. Med et rejsekort får du automatisk rabat, hvis du rejser ofte. Falder rejsen på tidspunkter uden for myldretiden, fx aften eller weekend, kan du rejse 20 procent billigere.
Har du ikke allerede et rejsekort, kan du bestille det på rejsekort.dk
Rejs sammen og gør klimaet en tjeneste
Jo flere vi rejser sammen – jo bedre er det for klimaet. Prøv at sammenligne dit klimaaftryk ved at rejse med bus og letbane med en rejse i bil.
Midttrafiks Pendlertjek sammenligner kollektiv trafik med cykel og bil på fire parametre: pris, klimaaftryk, rejsetid og kalorieforbrug
Letbanen kører på el og frem mod 2027 vil alle bybusser løbende blive udskiftet til elbusser. Elbusserne er støjsvage, komfortable og udleder hverken CO2, NOx eller partikler.
En tredjedel af bybusserne i Aarhus kører allerede på el, så der er gode chancer for at komme med en elbus