Ekstra skadelig: Særlig type slik ætser og opløser tænderne

Er du én af dem, som synes, at fredagsslik også smager godt om mandagen? Og om tirsdagen? Ja, faktisk hele ugen?
Så er der skidt nyt fra tand-eksperterne – i hvert fald hvis du er vild med en helt særlig type slik.
Det skriver TV 2.
Surt slik er nemlig en rigtig skurk, når det kommer til at gøre skade på tænderne.
“Det er ekstra skadeligt, fordi både sukkeren og syren slider på tænderne,” siger Kim Ekstrand, professor i cariologi, læren om huller i tænderne, ved Københavns Universitet og tilføjer:
“Det værste, man kan gøre efter surt slik, er at gå direkte ud og børste tænder.”
Det meste sure slik har en pH-værdi på omkring 2 til 3, og ved den surhedsgrad afkalker det og opløser en lille smule af emaljen, og det giver selvfølgelig nemmere hul i tænderne.
Også DR.dk har skrevet om surt slik.
Torben Schønwaldt er praktiserende tandlæge og formand for Tandlægeforeningen i Danmark, og han bekræfter, at det sure slik kan gøre stor skade på tænderne.
Han har dog et godt råd til alle, der er vilde med det sure slik – det handler simpelthen om at sætte farten op:
“Hvis man vil spise syreholdigt slik, så sørg for at koncentrere det,” siger han og tilføjer:
“Man skal sige, nu skal jeg simpelthen have en pose slik og så høvle de 200 gram ned, og så er det slut. Man skal ikke gennem en hel dag gå og sutte på sådan nogle syrlige ting.”
Så hvis du insisterer på at spise surt slik, så er det bare om at tygge i gennem og få det overstået – hvis du altså også gerne vil undgå huller i tænderne.